Vi har pligt til at forsørge os selv

De to herrer fra Fredensvej 11, Morten W. Nielsen og Michael W. Nielsen, langer (6.12.) ud efter mig, fordi jeg har sat gang i debat om, hvorvidt det kan betale sig arbejde frem for at være på passiv forsørgelse i Danmark.

En debat, som jeg finder utrolig væsentlig, fordi der er blevet skabt et system, hvor forskellen mellem et have et lavtlønnet job og gå derhjemme på passiv forsørgelse er meget lille. Det kan samfundet ikke være tjent med, ligesom det er at holde de mange hårdtarbejdende danskere, der hver dag står tidligt op for at tjene penge, så de kan forsørge sig selv og deres familier, for nar. At regeringen vil fjerne kontanthjælpsloftet og sætte flere offentlige kroner ind på kontoen hos kontanthjælpsloftmodtagerne, øger ikke motivationen til at komme væk fra den passive forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet. Tværtimod bliver sofaen mere attraktiv, og jobbet mindre attraktivt. Mennesker har pligt til at forsørge sig selv og tage et personligt ansvar, men det bliver i den grad undergravet af systemet, hvor det at arbejde ikke har den store værdi.