EMNER

Vi har skam arbejdstøjet på

SF/ØKONOMI:Kom igen, Birgitte Josefsen. ”Få arbejdstøjet på”, skriver Birgitte Josefsen i et indlæg (10.5.), rettet mod undertegnede, hvor hun med regeringens gamle velkendte spin-trick lader, som om SF ikke kommer med løsninger på den stigende arbejdsløshed i Nordjylland - og kun kritiserer regeringen. Jeg kan dog berolige Birgitte Josefsen med, at jeg og SF i den grad har arbejdstøjet på – men jeg må tilstå, at det efterhånden er temmelig nedslidt! For i de sidste ni år har Regeringen og DF stort set intet gjort for sikre vækst og udvikling i landets yderområder. Tværtimod er Regeringens centraliseringsreformer direkte årsag til, at både sygehuse, skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder i landets udkantskommuner har været tvunget til at dreje nøglen om - eller rykke ind til storbyerne. Derfor har SF i årevis knoklet med at forhindre regeringens omfattende afvikling af Danmarks yderområder, - af hensyn til bl.a. Nordjylland. SF har mange løsninger på, hvordan vi kan sikre mere vækst og velfærd – særligt i Nordjylland, hvor der er seks gange flere nordjyder om hvert ledigt job end i resten af landet. S og SF har bl.a. lanceret et nyt udkantsudspil, der indeholder en masse konkrete tiltag, som kan genskabe en positiv udvikling og skabe flere vækstmuligheder i alle egne af Danmark. Vi vil bl.a. bruge renteindtægterne fra bankpakke II til at sikre lån til virksomheder, der pga. krisen ikke kan opnå lån i banken. Og vi vil samtidig yde en årlig virksomhedsstøtte til nye produktionsvirksomheder, der vælger at etablerer sig i udkantskommunerne. Herudover vil vi sikre flere tilgængelige uddannelsestilbud, bedre kollektiv trafik, højhastigheds-internet og sundhedstilbud til landets yderområder – samt en lang række andre forslag. Kort sagt vil vi forsøge at rydde op efter Birgitte Josefsen og regeringens nærmest tranceagtige fokusering på at centralisere alt hvad de kan komme i nærheden af.