- Vi holder en stol fri til Erik

Lytzen-koncernen fejrer i dag, at det er 40 år siden, at Erik Lytzen overtog Valdemar Petersens Eftf.

Lars Høj,
Erik Lytzen og Lytzen-koncernen markerer i dag, at det er 40 år siden, han overtog Valdemar Petersens Eftf. i Hjørring. Og selv om han egentlig træder til bage til årsskiftet, beholder han sit kontor - for holde sig væk, det kan han ikke.
EMNER 1. oktober 2010 13:58

Egentlig er det flere år siden, at Erik Lytzen trådte ud af den daglige ledelse af sine virksomheder - faktisk tilbage i 2006, hvor han solgte sine aktier til en gruppe medarbejdere. Men derfor markerer koncernen Lytzen nu alligevel, at det i dag er 40 år siden, at han overtog Valdemar Petersens Eftf., som dengang bestod af mester, to læredrenge og en kontordame. Erik Lytzen er nemlig ikke en saga blot i koncernen - snarere tværtimod. - Han har stadig sit eget kontor, og kigger forbi flere gange om ugen - og er officielt tilknyttet som konsulent, siger Søren Ole Søndergaard, der er direktør i en af Lytzen-virksomhederne, Lytzen IT A/S. Og selv om det forlængst er besluttet, at Erik Lytzen trækker sig helt fra årsskiftet, ja, så forventer Søren Ole Søndergaard ikke, at Erik Lytzens kontor skal nedlægges. - Det gør vi aldrig. Der vil altid være en stol og et bord til Erik - og jeg tror nu heller ikke, at han kan holde sig væk. Det her er hans livsværk, og det er naturligt, at han godt lige vil holde lidt øje med os, siger han. Den formodning bekræfter Erik Lytzen gerne. - Jeg nyder stadig at følge med i udviklingen og fornemme lugten i bageriet. Og jeg vil gerne være med til at påvirke, hvad der skal ske fremover, siger han. Flydende generationsskifte Det er små 10 år siden, at Erik Lytzen og hans hustru, Lene, indledte et langstrakt generationsskifte. Parrets tre børn ønskede ikke at arbejde i virksomheden, hvorfor der er sket en langsom overdragelse til udvalgte medarbejdere. I dag består Lytzen-koncernen af fire virksomheder, hvor Erik Lytzen A/S er den største med 73 ansatte. Virksomheden beskæftiger sig med alt indenfor ventilation, elinstallation og teknik generelt. Desuden er der Lytzen VVS med 14 ansatte, Levorsen og Jørgensen med syv ansatte samt Lytzen IT, der har 14 medarbejdere. Jubilæet markeres med en reception i dag på adressen: Barfoedsvej 2 i Hjørring fra kl. 13-15.00. Medarbejderne og ledelsen fejrer jubilæet fredag aften med en firmafest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...