- Vi inviterer på mad

Limfjordsmuseets bestyrelse har sagen på dagsordenen onsdag

Henrik Hvass, formand for Limfjordsmuseet i Løgstør. Foto: Henrik bo

Henrik Hvass, formand for Limfjordsmuseet i Løgstør. Foto: Henrik bo

LØGSTØR:– Jeg har altså lidt svært ved at se at se det odiøse i det. I disse tider er det store tema lige løn for lige arbejde. Det er såmænd bare det, vi også arbejder for. Sådan lyder det fra formanden for Limfjordsmuseet i Løgstør, Henrik Hvass, efter han har modtaget det vrede brev fra sin formandskollega på Vesthimmerlands Museum i Aars, Per Nørgaard. – For at være helt ærlig, så forstår jeg ikke helt indholdet af brevet. I Løgstør har vi gennem lang tid arbejdet for at få økonomisk ligestilling mellem de to statsanerkendte museer i Vesthimmerland – nemlig museet i Aars og museet i Løgstør. – Og når vi så retter en henvendelse til kommunen med ønsket om ligestilling, så er det altså lidt svært ikke at nævne museet i Aars, når det er det eneste andet statsanerkendte museum i kommunen. Vi er jo altså nødt til at fortælle, hvem det er vi gerne vil ligestilles med. – Ja, vi kunne da selvfølgelig godt have undladt direkte at nævne navnet på museet i Aars, men det giver bare ikke rigtig nogen mening, siger Henrik Hvass, der har svært ved at se, hvorfor ledelsen for museet i Aars er blevet så fornærmet. – På alle andre områder harmoniserer kommunen jo. Det synes vi også ville være rimeligt, når det gælder tilskud til de to statsanerkendte museer i kommunen. Længere er den sådan set ikke, siger Henrik Hvass, der oplyser, at brevet fra museet i Aars er på dagsordenen, når bestyrelsen for museet i Løgstør onsdag har bestyrelsesmøde. – Jeg har truffet både den nye inspektør og formand for museet i Aars og har et rigtig godt indtryk af dem begge. Jeg tror, det her kan klares over et stykke mad. Så min indstilling til bestyrelsen på onsdag vil være, at vi inviterer folkene fra Aars til en snak om sagen, siger Henrik Hvass.