Lokalpolitik

Vi kæmper for at opnå det bedst mulige resultat

BYRÅDSPOLITIK:Mine to gode kolleger i byrådet, Keld Jul Vagner og Mads Sølver Pedersen, giver i et læserbrev i går udtryk for en vis utilfredshed med min gøren og laden som politiker. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan Venstres vælgere tror, at andre partier agerer i forhold til dem. Men jeg kan sige med sikkerhed, at de af Dansk Folkepartis vælgere, jeg taler med, forventer, at vi søger indflydelse, for derved at fremme Dansk Folkepartis politik. Vi opfatter os IKKE som bundet til hverken V og K eller for den sags skyld Socialdemokraterne. I et valgforbund kæmper vi med næb og klør for at opnå det bedst mulige resultat for de partier, der er i valgforbundet, Når valget så er overstået, og et eller flere partier har fået øretæver af vælgerne, foreligger der en ny situation. Så gælder det om ikke at sætte sig mageligt tilbage i sofaen og slikke sår i fire år, men at komme i arbejdstøjet, og i Dansk Folkeparti i Aalborg var det naturligt for os at gå i samarbejde med nogen, der KUNNE give os indsigt i og påvirkning på politiske beslutninger i Aalborg. Det fik vi som bekendt, og nu er det næste for os at sigte efter det 16¿ende mandat i byrådet, for derved at være en interessant samarbejdspartner. for hvem der nu gerne vil besætte borgmesterposten efter næste valg. På Christiansborg og i ca 30 kommuner, er man i V og K helt klar over, at et samarbejde med Dansk Folkeparti ikke alene er en fordel, men en betingelse for at have ledelsen. I mange andre kommuner er såvel socialdemokrater som DF¿er glade for netop DERES samarbejde. Hvis V og K skal gøre sig håb om at overtage borgmesterposten i Aalborg, skal de kunne opfylde en række punkter, herunder A. have markante profiler, B. have en politik der appellerer til Aalborgs vælgere, og ikke mindst C. kunne samarbejde med andre partier. Det ville jo være lige lovlig optimistisk at tro, at V og K alene kunne opnå flertal. Min kommentar om profiler skal således ses i et positivt lys: Jo bedre det går V & K, jo større mulighed er der for at de, sammen med Dansk Folkeparti, evt. kan overtage styret i Aalborg. Så kære Mads og Keld, opfat dette indlæg som en fremstrakt hånd til samarbejde, dybest set ønsker vi jo alle det bedste for vor kommune.