EMNER

- Vi kan aldrig gøre nok

Røde Kors er skabt til at få skæld ud, men det er det værd, mener Jørgen Poulsen

KØBENHAVN:Uden for kvidrer fuglene, mens solen danser udover plænen, hvor adskillige københavnere har sat sig for at nyde foråret. Men Røde Kors' generalsekretær Jørgen Poulsen har ikke megen glæde af den smukke udsigt fra hovedkvarteret i København, der ligger lige op til Fælledparken. Fra hans stol er det udsigten til det barske verdensbillede, der præger synsfeltet. Og selv om krigen ser ud til at være forbi, og mange mener, at den omkostningsmæssigt set har været lav, vil han ikke sidde og juble. - For den mor som har mistet sine sønner, for de familier, der har mistet medlemmer ligger jo stadig et langt liv i lidelse og savn foran dem. Vi skal passe på med at tro, at bare fordi krigen er ovre, så er alt lykke - krig er altid en humanitær katastrofe. Krig efterlader meget bitterhed og had, som vil præge et samfund i lang tid efter, at geværerne er forstummet, understreger manden med de karakteristiske p'er og t'er. Han bakker på den nystoppede pibe, mens han læner sig tilbage i lænestolen. - Jeg syntes også, at den første Golfkrig virkede kort og temmelig lugtfri. Men da jeg så folk, der i årevis måtte bo i sønderbombede ruiner, som ikke kunne gøre deres uddannelser færdig, fordi uddannelsesstederne var bombede, så gjorde det et kæmpeindtryk på mig. Krig skaber en bitterhed, som tager mange år at komme over. Jo, krig er ALTID en humanitær katastrofe, gentager Jørgen Poulsen. Jørgen Poulsen afviser, at han har talt hverken imod eller for krigen. - Husk på at Røde Kors' mål er at hjælpe ofrene, uanset hvorfor de er i nød. Og dermed kan holdninger ikke nytte noget, for de vil hindre os i arbejdet. Hvis vi mister vores neutralitet, kan vi jo ikke arbejde i selve krigszonen. Alligevel er han blevet beskyldt for at blande sig med politiske midler. - Røde Kors er og skal ALTID være på ofrenes side, og derfor vil vi altid blive kritiseret af begge parter, affejer han kritikken, men tilføjer så: - Vi har da måttet konstatere, at konsekvenserne af de økonomiske sanktioner har været omfattende og kostet utroligt mange menneskeliv. Men vi er nødt til at tie for at kunne hjælpe på begge sider, siger han med et skælmsk smil. Ikke en kujon - Gemmer du dig lidt ikke bag neutraliteten? - Nej, neutralitet er ikke en kujonagtig holdning. Det er et værktøj, der kan og skal bruges. Hvis vi lagde os ud med den ene af parterne i en konflikt, så ville vi jo ikke få lov til operere i deres område. - Røde Kors er jo netop dannet for at kunne arbejde i krig. Husk på at Røde Kors har arbejdet inde i Irak i lang tid. Vi har 4000 Røde Kors og Røde Halvmåne-arbejdere til at arbejde i Irak og har selv fået folk dræbt under angrebene, siger Jørgen Poulsen. Han vil heller ikke tage stilling til, om det er godt eller skidt, at verden nu har en brutal diktator mindre, men: - Vi har så de andre organisationer - Gud ske tak og lov for det - til at gøre opmærksom på deres holdninger. - Hvad sker der inde i Jørgen Poulsens hoved, når han ser billederne af torturkamre i Bagdad? - Hvad der end måtte ske i Jørgen Poulsens hoved, så er det inderligt ligegyldigt. Røde Kors har en opgave, der går ud på, at der ikke er politiske holdninger. Også selv om det kan være svært for folk at forstå, Punktum. Slut. Og så ikke helt alligevel: - Jeg kan sige det på den måde: Røde Kors går ind for, at konflikter løses uden brug af vold, men samtidig er vi jo ikke så helligt naive, at vi ikke ved, at krig forekommer. Vi er ikke pacifister, men lægen, der ikke skelner mellem, hvem ofrene er. - Hvad forhindrer en læge i at fordømme blodig undertrykkelse? - Jamen, selvfølgelig kan der opstå situationer, hvor alle fredelige midler er udtømte. Hvor krig er uundgåelig. Og så nu vil folk sikkert misforstå det og tage det som udtryk for, at Røde Kors sanktionerer krigen. Men politikerne har da et ansvar for at bruge de midler, der skal til. Og er det krig, så er det krig. USA-kritik Den pålagte neutralitet betyder dog ikke, at Jørgen Poulsen tier helt stille. Han bruger Geneve-konventionen som sit våben, når han sammen med Internationalt Røde Kors forlanger at USA, men også resten af verden, overholder krigens love. - Tavshed er jo ikke et af Røde Kors' principper. I forhold til fangerne på Guantanamo, har vi jo netop slået på, at Geneve-konventionen skal overholdes. Og hele pointen med Guantanamo er jo ikke at hænge USA specielt ud, men Røde Kors besøgte sidste år 378.000 krigsfanger i hele verden. Vi bryder os ikke, om at kommandanten for fangelejren siger "Nej, I kommer ikke ind her, for USA overholder heller ikke reglerne", siger Jørgen Poulsen. Og så er der ikke noget at gøre ved, at verden opfatter det som politisk kritik af USA. - USA er jo ikke større skurke… Han tøver lidt og fortryder indgangen. - Det er svært at fordømme USA, for de har jo ladet os komme ind og … Altså, visse steder i Afrika dør der krigsfanger af iltmangel, fordi de er fem pr. kvadratmeter. Dem sammenligner jeg jo ikke USA med. Jeg påberåber mig bare Geneve-konventionen, siger Jørgen Poulsen. Han vover sig kortvarigt ud på dybt vand. - USA ser selvfølgelig på USA's interesser. Men det eneste, der trøster mig ved Guantanamo-fangerne, er da, at det er USA, der har fangerne og ikke nogle andre banditter, for USA repræsenterer jo demokrati. Og jeg kan altså godt forstå, at de tænker "nogen må gøre"… Hvis nogen går amok inde i et hus, så bliver man jo også nødt til at gøre noget ved det… Jørgen Poulsen afbryder sig selv og tænker sig længe om. - Nej, nu bliver det altså for politisk, siger han så og vifter diskussionen væk. Uanset hvordan udtalelserne vendes og drejes vil det altid blive til skældud på Røde Kors. - "Fangerne på Guantanamo har det godt, fordi Røde Kors har besøgt dem.", lyder det. Men det er hverken en garanti for, at de har det godt eller, at de ikke har det godt. Parter i en konflikt vil altid bruge og misbruge Røde Kors, og begge parter vil kritisere os. Men det er det værd, for det er med til at redde liv, siger Jørgen Poulsen Dårlige medier Til gengæld vil den tidligere journalist gerne sige sin mening om dækningen af krigen, som han ikke bryder sig om. - Jeg synes, at denne krig er blevet dækket ud fra et entertainmentsyndrom, hvor spænding og drama er det vigtigste. Men det må jo være det, der er efterspørgsel på, konstaterer han resigneret. Han har efterlyst billeder af civile skæbner i stedet for kun soldater, der trænger frem. - Det bliver så tolket i aviserne som, at Jørgen Poulsen ville ønske, at der var langt flere døde og flere hundredetusinde flygtninge. Jeg har netop talt i mod de skræmmebilleder. Selv min egen kommunikationsafdeling synes, at jeg har været for mådeholdende, siger han med løftede øjenbryn. - Sandheden er, at jeg ikke vil have blod. Jeg vil bare have fokus på de almindelige menneskers situation, og den får man altså ikke fra en journalist, der sidder med på en kampvogn. Journalisterne er jo ikke inviteret med på grund af presse- og ytringsfriheden. For at vinde en krig, skal man jo også have kontrol over medierne. - Og når fjendens tank så rammes af en fuldtræffer, så hører man soldaternes hurraråb, og de jublende stemmer i baggrunden, som var det en fodboldkamp. Journalisterne kan jo ikke lugte det brændte kød. De ser ikke enken, hvis børn kommer til at savne en far resten af livet, siger Jørgen Poulsen, der kalder det "dækning gennem kikkertsigte". Og så synes, han at journalisterne er for dårligt klædt på. - Man sender jo heller ikke en mand ud for at dække fodboldkampe, hvis han ikke kender reglerne. Journalisterne kender jo ikke krigens spilleregler, nemlig Geneve-konventionen, for så ville vi da have fået andre historier, siger han og henviser til mediernes vinkling på de amerikanske krigsfanger. - Så bliver der jo lavet historier om overtrædelse af netop Geneve-konventionen, fordi det sagde amerikanerne, at det var, men da de irakiske krigsfanger blev vist frem nogle dage forinden, var der ingen, som hoppede i sædet, vel? spørger Jørgen Poulsen. De virkelige helte Han undres over nyhedsprioriteringen og mener, at den skævvrider mere, end den formidler. - Tag nu drengen, som jo ganske forfærdeligt mistede begge sine arme. Jeg har fået mange breve fra danskere, som gerne vil tegne et fadderskab på netop den dreng. Jeg må så svare, at vi ikke kan sikre, at pengene går til nøjagtig den dreng, men at de generelt kan støtte vores arbejde. Men dét vil de ikke. Det SKAL være lige præcis den dreng, siger Jørgen Poulsen og ryster på hovedet. Det forstærker hans bekymring, for at Irak-krigen skal fortrænge verdens andre brændpunkter, hvor der er brug for mediefokus og hjælp. - Og en heltehistorie fra Irak, det er den kvindelige, amerikanske soldat, som selv har meldt sig til tjeneste, og som så bliver taget til fange og som senere bliver hentet ud under stor bevågenhed, siger Jørgen Poulsen og fortsætter: - Lige siden krigen begyndte, har medarbejdere fra Røde Kors og Røde Halvmåne hver eneste dag i Irak hjulpet med at hente sårede fra fronten ind til hospitalerne. Kun en eneste dag, hvor bombardementerne var ekstra kraftige, blev de inde. Frivilligt - med fare for liv og lemmer - bevægede de sig ud for at hjælp ofrene. Men det hører man ikke meget om, konstaterer Jørgen Poulsen. Han bliver træt af, at det så er soldaterne, politikerne eller for den sags skyld nødhjælpere i sikkerhed som ham selv, der så løber med opmærksomheden. - Jeg er da ved at brække sig nogle gange - det er da godt, at toilettet er så tæt mit kontor. Jørgen Poulsen griner højt, men han ærgres over, at det, som han synes, er de virkelige dramaer, ikke kan fortælles. - Røde Kors forhandler jo nogle gange krigsfanger fri, men vi kan ikke fortælle hvordan og hvornår, for ingen af krigens parter må tabe ansigt, men det er en del af vilkårene, siger Jørgen Poulsen og bakker lidt på piben. - Der er mange ting, vi ikke kan gøre. Der er ALT for mange ting, vi ikke kan gøre, for vi kan aldrig gøre nok. Men vi kan gøre noget.