Vi kan blive mere effektive til gavn for økonomien

Produktiviteten halter i serviceerhvervene, der retter sig mod hjemmemarkedet. Men de skal bare gøre som i USA

Vi kan blive mere effektive til gavn for økonomien

Detailhandel, advokater, taxa, hotel- og restaurationsbranchen er eksempler på danske serviceerhverv, der har klaret sig dårligt, hvis de skal måles på produktiviteten.

I disse erhverv er produktiviteten i gennemsnit faldet med 0,3 procent hvert år i perioden fra 1995 til 2010 i Danmark, fremgår det af Produktivitetskommissionens første delrapport.

I de tilsvarende erhverv i Holland, Sverige og Tyskland er produktiviteten modsat steget med i gennemsnit en procent om året, mens USA er i førertrøjen med en stigning på 1,8 procent.

Det er der ingen entydig forklaring på, men analysen peger på, at det er manglende konkurrence og virksomhedsdynamik, der er årsag til, at det går så dårligt med produktiviteten i disse erhverv.

Det er samtidig serviceerhverv, der retter sig mod hjemmemarkedet.

- Produktivitetsproblemet ligger ikke gemt et enkelt sted. Men en række erhverv har et særligt potentiale for at forbedre produktiviteten, siger økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, der er formand for Produktivitetskommissionen.

Som modpol nævner kommissionen de internationalt konkurrence-udsatte erhverv som rederier med søtransport og luftfartsselskaber med flytrafik samt tele- og it-branchen.

En af vejene for serviceerhvervene kan være beskæftigede med en videregående uddannelse. I 2010 havde kun 23 procent af de beskæftigede i danske serviceerhverv en videregående uddannelse, mens det i USA var 34 procent.

- Hvis andelen af højtuddannede i den danske servicesektor kan hæves til amerikansk niveau, vil produktiviteten i vores servicesektor skønsmæssigt stige med godt 10 procent.

- En højere produktivitet i serviceerhvervene vil både gavne forbrugerne og vores internationale konkurrenceevne, blandt andet fordi industrien vil kunne få billigere serviceleverancer, siger Peter Birch Sørensen.

Det svarer rundt regnet til en fjerdedel af Danmarks samlede produktivitets efterslæb i forhold til USA.

Årsagen er, at personer med en videregående uddannelse hurtigere tager ny teknologi til sig og vil kunne inspirere til at gøre arbejdet på en smartere og mere effektiv måde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.