Støvring

Vi kan, hvad vi vil i Suldrup

Skal være mødested igen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fire vognlæs bark ligger i fine bunker på Suldrups nye legeplads. I dag skal frivillige kræfter lægge barken på plads under stativerne. Og så er der fri leg.foto: martin damgård

SULDRUP:Sidste år savede en motorsav fra Støvring Kommune i bogstaveligste benene væk under byens legeplads, der ligger idyllisk ved Lillesøen. Massakren var desværre og heldigvis en nødvendighed. Desværre, fordi Suldrup mistede sin legeplads fra den ene dag til den anden. Heldigvis, fordi der i dag står en funklende ny legeplads på forgængerens plads. - Den gamle legeplads var faldefærdig. Den var i så dårlig stand, at den for længst havde mistet sin status som byens naturlige samlingssted, fortæller Jeanette Brorson Sagan, der har en del af æren for, at der nu igen er et frirum til børn og voksne ved søen. Den gamle legeplads dumpede med et brag, da legepladsinspektøren sidste år var forbi. Derfor måtte Støvring Kommune sende motorsaven. Med saven fulgte også penge til noget nyt. - Det var vi glade for, men man får ikke ret meget for pengene, når man skal bygge legeplads, så vi gik i gang med at samle penge ind i byen og søgte forskellige fonde, siger Jeanette Brorson Sagan, mens hun viser resultatet af anstrengelserne frem. - I Suldrup Borger- og Erhvervsforening snakkede vi meget om, om vi skulle lave noget selv. Men så ryger garantien, og vi kan ikke få det godkendt. Man må ingenting selv. Vi har gravet huller og kørt sand til, siger Jeanette Brorson Sagan. Der er ingen børn på legepladsen endnu. Selv om det er svært for børnene at holde sig væk, mangler de store bunker bark stadig at komme på plads under legestativerne, inden børnene må forgribe sig på den. - Det er svært for dem. Mine to drenge glæder sig helt vildt, siger Jeanette Brorson Sagan. Barken kommer på plads i dag, hvor der igen er bud efter de frivillige hænders kraft og engagement. Selv om det har været en ordentlig omgang at få samlet penge ind og få det hele til at passe sammen, er der ingen tvivl om, hvad der har drevet Jeanette Brorson Sagan, de tre andre i legepladsudvalget og alle de frivillige kræfter i Suldrup. - Vi skylder vores børn, at der er et sted, hvor de kan mødes bare for sjov. Hvis man ikke lige er fodbolddreng eller håndboldpige er det her et sted, hvor man kan udfolde sig fysisk, siger Jeanette Brorson Sagan. For hende har det, at det faktisk er lykkedes været det helt store udbytte. - Da den gamle legeplads var ny, og jeg boede på et nedlagt husmandssted uden for byen, kørte jeg altid forbi legepladsen for at se, om der var nogen at lege med. Dengang var det byens samlingssted, og det skal det være igen, siger Jeanette Brorson Sagan. - Det er fantastisk, at det er lykkedes. Der har været en utrolig opbakning fra alle i byen. Uden den var det aldrig blevet til noget, fortsætter hun. Motorsavsmassakren i Suldrup ender godt, men det ender ikke nødvendigvis her for Jeanette brorsøn Sagan. - Jeg har fået blod på tanden. Flere ting drøner rundt i mit hovedet. Vi kan, når vi vil i Suldrup, siger Jeanette Brorson Sagan, der måske har flere skibe, der kan sættes i Lillesøen.