Vi kan ikke være det bekendt

Standarden på danske plejehjem er under al kritik. Jeg har efterhånden givet udtryk for dette problem mange gange i Aalborg Kommune, hvilket ikke ser ud til at havde hjulpet overhovedet.

At problemet forekommer på landsplan, er en sørgelig kendsgerning, som vi ikke kan være bekendte over for en svag gruppe, som fortjener en værdig tilværelse de sidste år af deres liv. Årsagen til disse kritisable forhold er ikke manglende vilje fra personalet, men derimod de fuldstændig vanvittige arbejdsvilkår, som de ansatte skal arbejde under. For at klargøre dårlig vil jeg beskrive et plejehjem, som jeg selv er tilknyttet som pårørende. Her er nomineringen til ni stærkt plejekrævende beboere tre ansatte til kl. 15 i hverdage, som skal sørge for samtlige opgaver omkring de ældre og derudover rengøringen af boligerne. Rengøringen bliver meget overfladisk, og der virker derfor oftest beskidt og uhygiejnisk. Der forekommer meget lidt tid til menneskelig omsorg som at tage på ture, gå en tur eller andre aktiviteter, der kan give livsglæde. Efter kl. 15 er der kun én, hvilket gør situationen endnu mere kritisabel, da der i dette tidsrum forekommer mange tunge og svære opgaver, herunder at lægge de gamle i seng. Udover alt for lidt personale vælger man at fratage mennesker på plejehjem medbestemmelse. Dette er en grov og ukrænkelig brud på deres basale rettigheder. Maden kommer fra industrikøkkener. Her har beboerne ingen indflydelse på, hvad de får serveret uge efter uge, og de må stille sig tilfreds med kedelig industrimad. Dette kan vi ikke være bekendt. Og hvad skal der så gøres? For det første skal man stoppe med at foretage besparelser på området og derimod øge tilskudet til især mere personale, således den menneskelig omsorg til de gamle bliver muligt. Derudover skal det være et kriterium, at der bliver ansat veluddannet ledere, som tager sig af at forberede de ældres forhold både overordnet og som en aktiv aktør i deres hverdag. Til de administrative opgaver skal der derimod ansættes kontorpersonale. For at de ældre kan få glæde af den mad, de spiser, kunne madlavningen blive foretaget på de enkelte hjem, men under alle omstændigheder skal de ældre have medbestemmelse på det mad, som de får serveret. Disse forslag er egentlige ret basale i forhold til, hvordan man giver de ældre en værdig tilværelse. Derfor burde man som politikere blot forestille sig, hvordan man engang selv ønsker at leve de sidste år, når man er svag og har brug for andre og ud fra det handle, når det gælder de ældre i dag. Dog skal de plejehjem, som trods dårlige forhold, har formået at skabe et meget velfungerende hjem, have stor ros. Her tænker jeg bl.a. på plejehjemmet Drachmandshave v. Marianne Gårdsøe med personale, som har forstået at give de ældre en værdighed og omsorg, som burde være til stede på samtlige plejehjem i Aalborg Kommune.