- Vi kan matche FCK og Brøndby

AaB-formand afviser, at Danmark er på vej mod skotske tilstande

AALBORG:- Skotske tilstande? Ikke tale om. Vi lader ikke FCK og Brøndby løbe fra os. Og vi er rustet til at give dem kamp til stregen i de kommende sæsoner, forsikrer formanden for AaB A/S, Ole Mølgaard. I vinterpausen har AaB som bekendt solgt guldfuglen Michael Silberbauer til FCK, og forleden afhændede Viborg sit bedste aktiv, Asbjørn Sennels, til Brøndby - to handeler, der kunne pege i retning af en øget magtkoncentration hos de to købende klubber i stil med Celtic og Glasgow Rangers, der i årevis har udkæmpet deres egen duel i Skotland, milevidt foran konkurrenterne. - Vi var nødt til at sælge Michael Silberbauer for at være troværdige og overholde vores løfte til nye investorer om, at vi cirka ville opnå en nulløsning på regnskabet for 2003. Og der var ikke andre bud end fra FCK, der allerede i juni havde vist interesse, uden at tilbuddet dengang var acceptabelt, forklarerer Ole Mølgaard med en hovedrysten over presseforlydender om, at AaB skulle have solgt Silberbauer til spotpris. - Syv millioner har været nævnt flere steder, men tallet er betydeligt højere. Jeg vil ikke røbe detaljerne i handelen, men Silberbauer havde 30 måneder tilbage af sin kontrakt med AaB, og salget har betydet, at vi i hver af disse måneder har 400.000 kr. mere i kassen. Og det beløb opsluges ikke nævneværdigt af, at vi som erstatning har købt Martin Ericsson, der var forholdvis billig i transfer. Træner-scoop Formanden forstår til fulde, at der i fanskaren blev uddelt drøje hug til AaB's ledelse for salget af Silberbauer til FCK. - Ellers havde de ikke været rette AaB-fans. Men vi gjorde absolut en fornuftig handel i kølvandet af den række af tiltag, der samlet set har givet os et langt bedre fundament, siger formanden med henvisning til de dispositioner, der er nævnt andetsteds. - Det øgede forretningsomfang gør os stærkere i mange sammenhænge, og på fodboldfronten er jeg overbevist om, at vi har gjort et scoop med Erik Hamrén og Allan Kuhn som nyt trænerteam. De er kommet uden fordomme af nogen art og har tilført os en vinderkultur og en professionel attitude, som allerede i de to indendørsturneringer i januar medvirkede til at skabe resultater. Top-3-likviditet Ole Mølgaard understreger, at Michael Silberbauer ikke blev solgt af nød, og at AaB's forbedrede økonomi udbygger en solid platform med ledelse, opbakning og faciliteter til toppen af Superligaen. Desuden rækker klubbens ambitioner længere end til at holde klubber som OB, Esbjerg, FC Midtjylland og AGF stangen - efter førerhundene FCK og Brøndby. - En sund økonomi er forudsætningen for sportslig succes, og vi ligger i top-3 med hensyn til likviditet. FCK er forrest på det punkt, men jeg falder ikke på halen over deres sportslige bedrifter, og i AaB skal vi tro mere på os selv. Specielt i en tid, hvor det nordjyske erhvervsliv er i modvind, har landsdelen brug for noget at stå sammen om og være stolte af. Formanden vil dog ikke love øjeblikkelige indkøb og absolutte topplaceringer på kort sigt - godt halvvejs gennem en sæson, hvor AaB halter et godt stykke efter de tre øverste. - Nøgleordene er økonomisk ansvarlighed og styring, så vi løbende udbygger vores basis for at kunne begå os sportsligt. Og på lidt længere sigt har vi mindst lige så gode muligheder som FCK og Brøndby.