EMNER

Vi kan selv tage vare på fiskene

EUs indgriben i lakseforarbejdningsindustrien i Danmark med indførelse af mindstepriser på laks for at beskytte skotske lakseopdrættere, kalder borgmestrene Knud Størup Hirtshals, Rex Christensen, Skagen og amtsborgmester Orla Hav EU politik af værste skuffe.

Ja, jeg skal være den første til at give dem helt ret, men det undrer mig i denne forbindelse, at alle tre i et og alt i det daglige bliver ved med at tilbede EU. Hvorfor gør I ikke oprør? EU har allerede tømt Skagen havn for danske fiskere, og der er god gang i afviklingen af det traditionelle fiskeri i Hirtshals også. Man skal være blind for ikke allerede at have opdaget, at alle fiskeriets og fiskeindustriens og følgeerhvervenes problemer stammer fra EU-embedsmandskontorerne. Det ville have været en stor lykke, hvis de tre borgmestre tør sætte handling bag de gode ord og stille krav om, at danske fiskere får deres ret til fiskene i havet omkring Danmark tilbage og under ansvar selv forvalter, plejer og bevarer bestandene.