Ledelse

Vi kan spare os til bedre service

Knivene slibes i kommunerne i disse måneder. Der skal skæres til benet og helst på en måde, så ingen opdager det. Dét er en svær opgave, der kræver politisk mod til at sætte innovation og bedre ledelse på dagsordenen.

Internt i kommunerne er stolelegen i gang blandt både ledere og medarbejdere. Men er det den mest anonyme profil eller evnen til at gøre en positiv forskel, der præmieres med en fortsat plads på holdet? Egentlig burde alle medarbejdere og ledere se sig selv som konkret spareforslag. Det burde det være et vilkår, at man selv og organisationen løbende vurderede indsatsen i forhold til målene. Målet for alle offentligt ansatte bør være at gøre det så godt, at man kan undværes. Dét er i virkeligheden den store udfordring og pejlemærket for innovation. Det kræver imidlertid to ting, der alt for sjældent er opfyldt, nemlig klare mål og fokus på kvalitet. Debatten om de forestående besparelser har primært drejet sig om faren for mindre velfærd. Men spørgsmålet er, om det er det rette spørgsmål at diskutere? Velfærd bør ikke altid gøres til et spørgsmål om mere eller mindre. I stedet kunne vi rette fokus på muligheden for bedre velfærd. Bedre velfærd kræver ikke mere af det samme, men derimod evne og mod til at nytænke service - med fokus på borgerens oplevelse frem for organisationens overlevelse. Det er et kommunalt paradoks, at man kan spare sig til bedre service. Den alvorlige situation sætter scenen for nytænkning, der ellers ikke kommer af sig selv. Innovation er ikke kun festtaler, pjecher, teknologi og robotstøvsugere. Innovation er en tilgang til opgaven, hvad enten det er medarbejdere der skal ledes, et gulv der skal vaskes, et barn der skal passes eller græs der skal klippes. Innovation er god ledelse, der løbende fokuserer på, hvordan tingene med fordel kan gøres anderledes. Innovation kommer ikke af sig selv, det starter med en klar strategi og ledere der kan og skal omsætte de fine ord til handling. I den offentlige sektor er ledelsesopgaven ofte noget man undskylder, frem for noget man stræber efter. Den gode offentlige leder er ikke pr automatik den gode pædagog eller økonom. Den gode leder er hende der formår at omsætte mål til handling og konkrete resultater. Faglighed kan være en styrke, men vigtigst er evnen til at se mål og gøre en positiv forskel. Men hvor er forbillederne for de offentlige ledere? Jeg har ofte stillet offentlige ledere dét spørgsmål og svaret er det samme hver gang - nemlig tavshed! Vi skal ikke jagte Don Ø i hjemmeplejen, men tankevækkende er det, at spørgsmålet vækker denne rungende stilhed og forvirring. Målet må være, at alle offentlige ledere ser sig selv og egen indsats som forbilledlig. Det kræver imidlertid evne og mulighed for at gøre en positiv forskel. Succesfuld ledelse må aldrig blive et spørgsmål om økonomiske ressourcer, tværtimod er de begrænsede økonomiske rammer en forudsætning og udgangspunkt for innovation. Det kræver klare, borgerrettede mål og en innovationsforpligtelse. Spændende ville det derfor være, hvis der var politisk vilje til at følge de aktuelle besparelser op med en konkret og forpligtende innovationsstrategi, der definerede innovation som konkret ledelsesforpligtelse, ikke kun i sparetider. Endnu mere spændende var det, hvis der var mod til at tilrettelægge besparelserne herefter.