Vi kender møllen

I 1980erne og 1990erne var det fabriksjob og skibsværftsjob, der blev sendt hen, hvor den billige arbejdskraft gror

Sats på videnindustrien og servicesektoren, fik de efterladte ledige at vide. Men nu er IT og sågar mange servicesektorjob også på vej til den anden side af kloden. Sådan er det i Nordjylland i 2004, men i endnu højere grad også i andre lande, især USA. Og mens Vendsyssel sunder sig over det ulykkelige tab af 700 arbejdspladser i Pandrup på en moderne arbejdsplads i en af fremtidens store brancher, så er beskeden denne gang, at usikkerheden og bevægelserne af produktionen vil fortsætte med at blive en større og større del af dagligdagen i den globaliserede økonomi – på godt såvel som ondt. Det er prisen, vi betaler for at få billigere forbrugsgoder, større valgmuligheder og mere effektiv service. Problemstillingen i Pandrup er så almindelig i USA, at den er blandt hovedemnerne i den igangværende amerikanske valgkamp. Job-eksporten gør især ondt i en tid med jobmangel. Den sætter sindene i kog og flytter stemmer. Præsident George W. Bush praler med, at der omsider er kommet gang i USAs økonomiske vækst. Men til hans og vælgernes store foruroligelse har det ikke givet sig udslag i jobstatistikkerne. Præsidentens demokratiske modstandere er ikke sene til at pege på den vedvarende eksport af industrijob fortrinsvis til Mexico og Fjernøsten som en hovedårsag. De fortæller de skræmte amerikanske arbejdere, at de - i modsætning til George Bush - vil gøre noget ved det. Flere af dem mener, at USA må revidere eksisterende frihandelsaftaler eller undgå nye aftaler uden minimumskrav til de fremmede arbejdsmarkeder, så de får sværere ved at underbyde den amerikanske arbejder. Den slags antydninger om handelskrig og protektionisme er almindelige i begyndelsen af den demokratiske valgkamp i de gamle industristater, hvor fagforeningerne stadig har indflydelse. Men selv på den amerikanske venstrefløj er der i dag en voksende erkendelse af, at jobeksporten set i den store nationale og globale sammenhæng gavner mere end den skader og iøvrigt er uomgængelig. Den største frygt Den samme erkendelse findes ikke blandt dem, der ser deres job truet. Hvis man for eksempel spørger folk ude i den californiske Silicon Valley, hvad de frygter mest i denne verden, så er svaret hverken Osama bin Laden, global opvarmning, sygesikringskrisen eller forfaldet i uddannelsesvæsenet. Den største frygt ude i computeralderens engang så gyldne vugge ligger i det, amerikanerne kalder offshore outsourcing – overførelsen af videnarbejdspladser, især fra højteknologi-industrien til udlandet, hvor arbejdskraften er billig, rigelig og mere og mere veluddannet. Alene i det seneste par uger har computer service-giganten Oracle meddelt, at 175 arbejdspladser på Silicon Valley-egnen bliver flyttet til Indien. Internet-selskabet Earthlink har bebudet nedlæggelsen af et call center med 450 medarbejdere. IBM har stillet snarlige omlægninger af 3000 job til billigere himmelstrøg i udsigt. Hver uge giver store amerikanske selskaber meddelelse om flytning af både produktion og service jobs fra USA til opstigende fjerne økonomier, såsom Indien, Kina og Filippinerne. Blandt de seneste er chip-producenten Intel, flyselskabet Delta Airlines og internet-selskabet Google. - Frygten breder sig for, hvordan økonomien kommer til at se ud, siger Marcus Courtney, som er præsident for en brancheforening af IT-folk. - Folk, der gik ind i IT-branchen, troede på 20 års sikker karriere, men nu er deres job forsvundet. Courtney ser ingen ende på job-eksporten. Tværtimod. Dramatiske besparelser I 1980erne og 1990erne gennemlevede den gamle industrialiserede verden de første tab af job til mindre veludviklede regioner med billig arbejdskraft. Det gjaldt stål-, tekstil-, tøj- og senere elektronikindustriens samlefabrikker. Overførslen af videnjob og servicefunktioner skyldes den samme stræben blandt arbejdsgiverne efter at spare på omkostningerne. Den er blevet mulig, fordi der er folk med højt kundskabsniveau og lave lønninger på den anden side af jorden, som kan holde forbindelse til hovedkvarteret i USA eller Europa gennem avancerede telekommunikationskanaler. Opmærksomheden samler sig mest om computer-programmørerne og call center-medarbejderne, som mister deres job til udlandet. Men såvel amerikanske virksomheder som myndighederne har fået øjnene op for uanede andre omkostningsbesparende muligheder. Amerikanske hospitaler bruger således radiologer i Indien til at analysere røntgenbilleder og andre scanninger af patienter. Amerikanske revisorer får deres klienters selvangivelser udfyldt af fuldt kvalificerede revisorer i Indien, ofte uden at klienten ved det. Forlagsvirksomheder, sagførere og sågar amerikanske myndigheder har overført produktions- eller servicefunktioner til det billige udland. Besparelserne kan være dramatiske. Ifølge interne IBM-dokumenter, som forleden blev omtalt i dagbladet Wall Street Journal, er prisen for en kinesisk computerprogrammør i Kina knap 75 kr i timen, mens programmør-timelønnen i USA er 330 kr. På baggrund af sådanne lønforskelle anslås det, at 600.000 service job indenfor software og telefonsalg vil blive eksporteret fra USA indenfor de kommende to år og yderligere næsten tre mio. i de efterfølgende 10 år. Da den britiske Aviva forsikringsgruppe forleden gav meddelelse om overførslen af 2350 job fra britiske call centre og skadesbehandlingafdelinger til Indien, slog premierminister Tony Blair ud med armene i beklagelse. - Sådan er verden i dag, sagde han. - Det er ikke, hvad folk gerne vil høre, men det bedste regeringen kan gøre er ikke at give det falske indtryk, at vi kan stå i vejen for disse forandringer. Heldigvis er der andre, der har tænkt dybere over sammenhængen mellem arbejdspladsernes bevægelighed, voksende velstand og hvordan det amerikanske og også det danske og nordjyske samfund kan tilpasse sig eller måske forebygge globaliseringens ubehagelige stød. Store valgmuligheder Den mest fremtrædende er Robert Reich, som er tidligere arbejdsminister i Bill Clinton-regeringen. Han er vendt tilbage til sin post som professor ved Harvard-universitetet og anses for at være en af den amerikanske arbejderbevægelses store tænkere. Reich skrev i 2002 en omfattende analyse af det nye globale arbejdsmarked. Han påpeger, at vi som købere og forbrugere lever i den forrygende handels tidsalder med endeløse og omgående valgmuligheder for lavere og lavere priser takket været internettet og anden højteknologi. Derfor kan vi få friske jordbær året rundt, refinansiere huslån, skifte bank, elforsyning, internetserver eller telefonselskab efter behag, og få nyheder og hente underholdning alle vegne. Men for at opnå denne drastiske udvidelse i købekraft, hævder Reich, må vi som sælgere leve med mindre forudsigelighed, risiko for pludselige omvæltninger og usikkerhed i tilværelsen. Dette, hvadenten vi er virksomheder, der skal sælge varerne og serviceydelserne, eller vi er individuelle borgere, der håber, at vi stadig kan sælge vores arbejdskraft om et år. Presset for at overvinde usikkerheden og følge med i det opskruede globale tempo er så stort, fortsætter han, at det nedbryder vores sociale forhold og lokale sammenhold. Men hvor andre lægger vægt på frygten og usikkerheden, ser Reich uanede muligheder. Det øgede pres, siger han, har allerede udløst to sideløbende revolutioner i produktivitet og nyskabelser i USA. - Der findes ingen naturlig grænse for, hvad folk vil have, og hvad de er villige til at betale andre for at gøre for dem,skriver han. - Der er heller ingen grænse for den menneskelige intelligens og fantasi til at gøre nye opdagelser eller opfindelser og til at skabe forbedringer. Efterhånden som samfundet bliver rigere, og teknologien gør tingene billigere og mere almindelige, bliver der flere midler til overs til at bruge på grænseløse behov ud over den grundlæggende føde, beklædning og bolig. Akut jobeksport Andre, heriblandt en nylig rapport fra McKinsey analyseselskabet, gør opmærksom på, at jobeksporten også var et ømt punkt i 1992, da den første præsident George Bush blev besejret af demokraten Bill Clinton på grund af usikkerhed på det amerikanske arbejdsmarked. Eksporten af især industri-arbejdspladser var betydelig gennem alle Clintons otte præsidentår. Men det var ikke noget problem. Ialt oplevede USA en netto-tilvækst på 22 mio. arbejdspladser i Clinton-årene. I dag forekommer jobeksporten mere akut, fordi de tre år under George W. Bush har bragt et netto-fald på 2,5 mio. arbejdspladser. Alt peger i retning af, at det bliver et midlertidigt problem. Hvor Clinton-æraens store opsving blev næret af den højteknologi, som nu siver ud i verden, imødeser Reich nye store vækstområder på jobmarkedet i det modne informationssamfund. Den største vækst bliver indenfor sundhedssektoren, finansplanlægning, underholdning, intellektuel stimulans og familie-pleje. Mange af de behov, der skal dækkes, vil hænge sammen med den demografiske udvikling præget af de store efterkrigsårganges færd mod alderdommen. Eller som McKinsey instituttet advarer om, så styrer vi mod en tidsalder med et ganske andet problem - en alvorlig, kronisk MANGEL på arbejdskraft. Om 5-10 år går de første mange millioner fra de store årgange på deltid eller pension. De nye generationer er ikke store nok til at udfylde tomrummet. Prognoserne taler om massiv import af fremmed arbejdskraft og større overførsler end nogensinde af serviceydelser til fjerne himmelstrøg, hvis vi skal holde stilen og levestandarden i de efterfølgende årtier.