Vi køber biler som aldrig før

Privatforbruget ligger underdrejet - bare ikke når det handler om ny bil.

Vi køber biler som aldrig før

Der blev indregisteret 16.334 nye personbiler i november. Det oplyser De Danske Bilimportører.

Privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, har set på tallene og efter sæsonudsving svarer det til en stigning på 3,1 procent i forhold til oktober.

- Dermed må man sige, at bilsalget stadig befinder sig på et højt niveau. Der bliver solgt lige så mange nye biler nu, end da højkonjunkturen var på sit højeste i 2007, siger Las Olsen.

Tallene for bilsalget er den første indikation på, hvordan det vil gå med privatforbruget i november.

- Det ser altså ganske stærkt ud. Men det er et meget løst grundlag at konkludere noget på. Vi ved meget mere, når vi også har fået Dankortomsætningen for november, siger Las Olsen.

Han peger på, at normalt har bilsalget været en god strømpil for det samlede forbrug.

- Ny bil købte man kun, hvis der virkelig var overskud i økonomien. Men de seneste tre år har udviklingen været helt anderledes. Her er bilsalget steget kraftigt, mens resten af forbruget er stagneret.

- Forklaringen er klart nok en kombination af mange nye små bilmodeller, lave renter og høje benzinpriser, som til sammen gør det til en bedre investering at købe ny bil, end det har været tidligere, siger Las Olsen.

Selv om danskerne køber lige så mange små biler som før krisen bruges der ikke lige så mange penge på biler som før krisen.

- Vi køber nemlig nu i langt højere grad små biler, og priserne på nye biler er generelt faldet. Der er ikke nogen præcise opgørelser, men det ser ud til, bilforbruget i kroner og øre stadig er næsten 20 procent lavere end på toppen, siger Las Olsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.