Motionsidræt

Vi køber drømmen om helse

Hjemmetræning.

Fitnessbølgen rykker i stigende grad ind i danskernes hjem. Arkivfoto: Scanpix

Fitnessbølgen rykker i stigende grad ind i danskernes hjem. Arkivfoto: Scanpix

Der er stor interesse for at købe stepmaskiner, crosstainere og motionscykler til hjemmet. De bliver placeret i særligt indrettede motionsrum eller i stuen foran fjernsynet. Nu skal kiloene smides og ungdommens gode form trænes frem. - Man kan slå to fluer med ét smæk og være dobbelt så effektiv. Det passer godt ind i vores krav om en god tidsøkonomi, forklarer professor i idræt ved Århus Universitet Verner Møller. - Vi ved godt, vi spilder vores tid ved at se fjernsyn, men sidder vi en romaskine samtidig, gør det ikke så meget. Samtidig har vi sparet tid på transport til et fitnesscenter, pointerer Verner Møller. En anden årsag til at maskinerne rykker ind er, at motionsrummet er det næste projekt i hjemmet for at gøre livet bekvemt - efter udestuen, samtalekøkkenet og badeværelset står færdige. - Det skal være så let som muligt at kunne dyrke motion. Det er den bekvemmelighed, vi køber, siger Verner Møller. Redskaberne står så der i stuen og lover, man kan blive slank. De bliver symbolet på den evige mulighed og den gode vilje, mens man bliver siddende i sofaen. - Det er ikke den gode vilje, der er brug for, men en stærk vilje til at træne. Alt for mange redskaber ender med kun at blive brugt sjældent, og nogle resignerer og sætter dem til salg i Den Blå Avis, hvor man kan se annoncer om "motionscykel, aldrig brugt", forklarer professoren. Træningsprogrammer sløver På internettet findes et hav af muligheder for at sætte et træningsprogram sammen. Udmærkede redskaber hvis man allerede er i gang med at træne, men for andre bliver det kun ved planen og drømmen. - Folk bruger masser af tid på at finde det rigtige system og planlægge hvornår og hvordan, de skal træne. Men så glipper træningen lige en dag, og så skal programmet justeres. Dvs. at tiden bliver brugt på at drømme om alt det motion, man skulle dyrke i stedet for at slukke computeren og faktisk komme ud og komme i gang, erfarer Verner Møller. Det at ville slippe billigt og nemt om ved træningen ser Verner Møller som en grundlæggende fare. - Så køber man en motionscykel med damesaddel til et par tusinde kroner, fordi det både skal være bekvemt og billigt. Men den dur kun til at stå til pynt eller tørre tøj på, siger han med et smil. Der findes selvfølgelig også gruppen af hardcore motionister, der har ambitioner for deres træning. De køber som regel godt og dyrt udstyr og sætter sig lidt ind i tingene, i stedet for impulsivt at kaste sig ud i at købe en billig maskine i et supermarked.