Privatøkonomi

Vi køber stadig mindre i danske butikker

Mådehold og øget handel på netbutikker er forklaringen

Danskerne holder sig tilbage med at købe ind, men tilbagegangen i butiksomsætningen skyldes også øget handel på nettet. Arkivfoto: Per Kolind

Danskerne holder sig tilbage med at købe ind, men tilbagegangen i butiksomsætningen skyldes også øget handel på nettet. Arkivfoto: Per Kolind

KØBENHAVN:Vi køber mindre ind i de danske butikker. Detailsalget i januar var 0,8 procent lavere end i december 2012 - og det er især tøj, vi købte mindre af, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Der er ingen tvivl om, at krisen har været meget hård for almindelige danske butikker. Privatforbruget er faldet, og det er især faldet for fysiske varer, som ikke er biler, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.

Han peger på, at handlen til dels er flyttet til discountbutikker og til internettet.

- Og der er ikke rigtig udsigt til, at det kommer til at gå den anden vej lige foreløbig, siger Las Olsen i en kommentar til tallene.

Tallene for detailsalget er de sidste fire år faldet mere end privatforbruget som helhed. Og det afspejler, at krisen især har ramt forbruget af varer, og ikke så meget af tjenester og biler.

- Detailsalgsindekset er faldet mere end det samlede privatforbrug af varer eksklusive biler. Indekset kan med andre ord ikke bruges som en præcis indikator for forbrugsudviklingen under krisen, påpeger Las Olsen.

Ulrikke Ekelund, cheføkonom hos BRFkredit, siger, at den nedadgående tendens har varet i 63 måneder og må siges at være alvorlig for dansk økonomi.

- For at få damp under kedlerne, så der atter kan komme fremgang i væksten, er det nødvendigt, at danskerne slækker på den opsparingstilbøjelighed, der har været i kølvandet på finanskrisen, og i stedet sætter forbrug på dagsorden, siger hun.

Hos BRFkredit forventer man, at det manglende forårshumør hos forbrugerne vil holde et godt stykke ind i 2013.

- Vi har dog ikke forventning om, at ledigheden skal stige, og i takt med at danskernes frygt for at miste deres arbejde blødes op, tror vi, at købelysten kommer frem i lyset, siger Ulrikke Ekelund./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst