- Vi kom med ud og spille til bal som 10-årige

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Hvis vi blev trætte, når vi var ude og spille, blev vi lagt ud bag ved på en madras og taget med hjem ud på natten, mindes Eyvind Sand Kjeldsen (tv).

FJERRITSLEV:Da Børge og Eyvind Sand Kjeldsen var små drenge i Fjerritslev i 1930’erne, fyldte den levende musik rigtig meget i byens og egnens underholdningsliv. Der kunne rask væk sælges 1000 billetter til en velgørenhedskoncert til støtte for lystanlægget og en musiktribune, og deres far, den navnkundige musikdirektør Chr. Sand Kjeldsen, havde forrygende travlt. - Han havde en fast stab af musikere, der blev hidkaldt, når der skulle spilles til bal, og så kom de cyklende ind fra Manstrup og Gøttrup og andre steder fra, mindes den nu 82-årige Børge Sand Kjeldsen. Vi møder ham og hans fire år yngre bror i det sortmalede træsommerhus, som Børge byggede til sig selv og sin kone Merete i 1965 i et af de smukkeste områder i Han Herred, Svinkløv Plantage tæt på Gl. Hvarre. Og Eyvind og hans kone Inge Lise har et hus få hundrede meter derfra. Brødrene har aldrig sluppet kontakten til Han Herred og deres mange gamle venner, og de har netop foræret faderens mere end 90 år gamle violin til museet Bryggergården i Fjerritslev, som i år har en sommerudstilling om musiklivet i Fjerritslevs barndom. Alle børn skulle spille De husker levende, hvordan livet var i det musikalske hjem på hjørnet af Østergade og Dalgasgade, hvor der i dag er bankbygning. Alle fem børn skulle selvfølgelig oplæres i at spille et instrument. De tre piger fik klaverundervisning, Eyvind spillede violin og Børge klarinet og saxofon. Og drengene blev taget med ud at spille til bal allerede fra de var omkring 10 år. - Når vi blev trætte, blev vi lagt ud på en madras bagved og taget med hjem ud på natten, når festen var slut, fortæller Børge. - Men jeg ville hellere spille fodbold, så min musikalske karriere blev ikke så lang, griner han. Det gjorde Eyvinds derimod. Han ville nemlig hellere spille violin end fodbold, og talentet førte ham til Kilden i Aalborg, hvor orkesterleder Vilstrup Olesen ekspederede ham videre til undervisning på konservatoriet i hovedstaden, og i 1950 konkurrerede han sig ind i Det Kgl. Kapel mellem 48 deltagere. Året efter blev han koncertmester, og det var han såmænd de næste 30 år. Så det var nok ikke så ringe, det talent. Eyvind Sand Kjeldsen, eller Sand, som han udelukkende blev kaldt, stoppede i 1981. Men at han satdig kan traktere og stemme sit gamle instrument, demonstrerede han på museet ved overrækkelsen af den gamle violin. - Men det er lagt helt på hylden. Ellers skal man øve sig halvanden time hver dag, fastslår han. Når der i 1930’erne skulle musiceres i Fjerritslev, samlede deres far et fast hold af 10-15 musikere fra egnen, de fleste landmænd og småhåndværkere, men til lidt større koncerter blev den professionelle Rolf Kjeldahl fra Aalborg Symfoniorkester indforskrevet. - Så kom han futtende i sin Nimbus med konen ved styret og ham i sidevognen med violinen, husker brødrene. - Fars orkester var jo det eneste mellem Aalborg og Thisted, så det samlede en masse mennesker, når det spillede på tribunen i anlægget, husker de. - Men det var en lidt usikker indkomst, så mor åbnede en Tatol-forretning i bunden af huset. Så boede vi ovenpå, og der var musikværelse ud mod gården i stueetagen, hvor der blev øvet og undervist, forklarer Børge. - Sommetider tror jeg, det var hendes indtægter, der holdt det hele kørende, tilføjer han. Uddannet skrædder Til at begynde med var Chr. Sand Kjeldsen slet ikke musiker, men skræddermester med seks-otte svende i sit brød. Men musikken trak gevaldigt, og en dag sagde hans kone Sine: - Sand, nu må du vælge, for du kan ikke overkomme begge dele, citerer Børge. - Så blev det musikken, men orkesteret var altid nydeligt klædt, siger han med et glimt i øjet. - Men nogle af medlemmerne var lidt tørstige. Det kunne man godt blive af at spille, lyder forklaringen. - Jeg spillede for eksempel trommer, når maleren skulle ud bagved og have en tår. Jeg havde ikke lært det, men jeg gjorde det bedste jeg kunne, fortæller Eyvind. Sand Kjeldsens orkester spillede til juleballer, palmehavemusik på tribunen i anlægget, til dans om sommeren på Bjerregaards Hotel, Klitrosen og Svinkkløv Badehotel og til bryllupper og alle mulige private gilder. - Det var lidt specielt at spille ved fester for fiskerne ved Slettestrand. De skulle behandles med en vis varsomhed, ellers kunne der godt være øretæver i luften, fastslår Børge med et sigende blik. Selv blev han tømrer og arbejdede i 34 år hos Icopal-Villadsen, mens Eyvind spillede førsteviolin under kendte dirigenter som Celibidache og Bernstein, akkompagnerede vedensberømte solister og operasangere og var på optræden i udlandet med kapellet. Far brækkede hoften Faderen, musikdirektøren, fik sat mange unge mennesker ind på en muskalsk løbebane med sin undervisning. Men hans travle liv blev brat afbrudt i 1942, da han faldt og brækkede hoften i forbindelse med Aggersundbroens indvielse - som han havde skrevet en march til - og kom på sygehuset. Her døde han en uge senere af tarmslyng, 62 år gammel. Inden da nåede han også at opleve tyske soldater i Fjerritslev under besættelsen, og det bekom ham ilde. Far gik altid med kongeflag i knaphullet. Men musikken overvandt alligevel antipatien ved en enkelt lejlighed, fortæller brødrene. - Der kom en tysk soldat, som havde hørt, at far havde et godt klaver. Han spurgte, om han måtte spille på klaveret ved en senere lejlighed, og en dag dukkede han op og satte sig og spillede. Han var virkelig en brillant pianist, en virtuos, men far var tavs. Der blev ikke sagt et eneste ord under hele seancen, og soldaten rejste sig og gik igen, husker Børge, der dengang var 17 år. I modsætning til Chr. Sand Kjeldsen opnåede brødrenes mor, Sine, en høj alder. Hun døde i 1989, 99 år gammel. Den musikalske arv er ikke stoppet ved Eyvind Sand Kjeldsen. Den er gået videre til datteren Camilla. Hun er nemlig også klassisk uddannet violinist og spiller i et landskendt orkester. - Men det er hos konkurrenterne. Radiosymfoniorkesteret, brummer han og læner sig lidt frem. - De er ret gode, faktisk bedre end Det Kgl. Kapel, indrømmer han nødtvungent. - De kan spille ny musik fra bladet, mens vi skal øve os et par gange. Det sætter sine spor, at man har siddet i et orkester i 30 år. Det hedder stadig væk vi.