- Vi kommer igen til næste år

Familien Rasmussen fra Odense har vundet et hytteophold på Nystrup Camping i en Bakkedal-konkurrence

Carsten Hougaard
Tilpas. Ulla, Cilla og Ella Rasmussen nyder det gode vejr på Nystrup Camping. Foto: Peter Mørk
Klitmøller 17. maj 2018 07:45

KLITMØLLER: En fredag i april i fjor troede Ulla Rasmussen fra Odense i første omgang, at hun havde vundet en creme i en af de talrige konkurrencer, som hun deltager i på nettet.

Og den var god nok med cremen.

Men hun overså en anden præmie som hun samme dag havde vundet på nettet.

- Lige pludselig udbrød min datter Cilla "Mooooar, vi skal til Klitmøller", fortæller Ulla Rasmussen, der var den heldige vinder af en uges hytteophold på Nystrup Camping i Klitmøller.

Konkurrencen var en del af Bakkedals branding af Thy og foregik på Facebook.

I den forbindelse havde Dragsbæk Margarinefabrik allieret sig med Thy Turistforening. Og en lang række medlemmer havde budt ind med præmier, heriblandt Nystrup Camping.

Lørdag 12. maj ankom Ulla sammen med datteren og barnebarnet Ella til Klitmøller. Og man må sige, at vejret har været med dem.

- Skønt. Vi er allerede begyndt at snakke om, at vi vil vende tilbage til maj i næste år, lyder det sammenstemmende fra familien, der har nydt godt af campingpladsens legeplads.

Ulla Rasmussen fortæller, at familien senest var i Thy for 28 år siden.

- Dengang var vi i sommerhus i Vorupør. Og jeg må sige, at Vorupør har forandret sig meget. Vi har gået en masse ture til stranden og så har vi været i Thisted tirsdag eftermiddag, fortæller Ulla Rasmussen.

- Vi har haft en masse planer om, hvad vi skulle foretage os i Thy med hjemmefra. Men de blev alle sammen forpurret af det gode vejr. Heldigvis, smiler Cilla Rasmussen.

Onsdag fik de besøg af turistchef Ole Riis Christensen.

Han havde en lille hilsen med - en Thylandia rom. Og den faldt i god smag.

- Familien er de sidste af vinderne, som vi har haft til Thy via Bakkedal-konkurrencen. Tidligere havde vi vindere i et sommerhus i Vorupør, der var sponsoreret af Feriepartner Thy. Vi har haft 12 personer på et gårdophold i Immersens Gårdbutik i Stagstrup. der var derudover en gevinst på et wellness-ophold i samarbejde med Sydthy Kurbad og Hotel Thinggaard, og så har vi haft vindere til et ride-ophold på Hanstholm Camping, fortæller Ole Riis Christensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...