Naturkatastrofer

- Vi kunne aldrig finde på at flytte

At bo ved havnen i Løgstør giver langt flere glæder end sorger, mener løgstørianere

- Se lige udsigten. Den kunne vi aldrig drømme om at give afkald på. Merete og Poul Anker Simonsen, Havnevej 36, Løgstør er ved at komme til hægterne efter de voldsomme oplevelser med stormfloden sidste weekend. Familiens hus ligger i forreste række - kun 15 meter fra kajkanten. Huset stod for skud, da den værste stormflod i Løgstørs historie for en uge siden skyllede ind over havnekvarteret. Merete og Poul Anker Simonsen slap billigt. Kælderen blev oversvømmet, men vandet kom ikke ind i huset. Parret har gjort en hel del for at sikre sig mod stormfloden. F.eks. er husets kældervinduer muret til. Familien har boet i huset siden 1984. - Vi er begge født og opvokset i Løgstør, så vi ved godt, at Limfjorden bider fra sig engang imellem. - Derfor var en sikring af huset også det første, vi gjorde, da vi købte det. Oversvømmelser er jo den risiko, man må leve med, hvis man i Løgstør vil være nabo til fjorden og have uhindret fjordudsigt, siger Poul Anker Simonsen, mens en coaster glider forbi i sejlrenden, der ligger 30 meter fra Løgstør-parrets vinduer. Fra køkkenet, stuen og arbejdsværelset er der uhindret udsigt til den Limfjord, der - når der altså ikke lige er stormflod - giver parret så mange oplevelser. - Der er jo et helt fantastisk liv på havnen og fjorden her i Løgstør - det vil vi ikke undvære. - Efter børnene flyttede hjemmefra, har vi da godt nok flere gange snakket om, at huset er lige stort nok, men hver gang er vi vendt tilbage til, at vi ikke vil undvære udsigten, siger Poul Anker Simonsen. Selvom begge er født og opvokset i Løgstør, og mange gange har set fjorden vise tænder, så kom det bag på parret at sidste weekends stormflod blev så voldsom. - Vandet har aldrig stået så højt. Selvom vores hoveddør er hævet godt en meter over kajkanten, så stod bølgerne og bankede på, så vi på et tidspunkt kunne kigge ud. - Så kom der selvfølgelig vand ind, men det var ikke mere end vi kunne tørre det op. Kort tid efter trak vandet sig så heldigvis så meget tilbage, at der ikke længere var nogen fare for, at det ville trænge ind, siger Poul Anker Simonsen, der netop har købt en nødgenerator. - Det værste var næsten, da det var mørkt, og strømmen gik. Det betød, at pumperne, som vi har fast installeret i kælderen, satte ud. Den situation vil vi ikke i igen. Derfor får vi nu lavet et nødstrømanlæg, så pumperne kan køre videre, hvis strømmen skulle svigte en anden gang. Strømmen vendte først tilbage onsdag. I efteråret indviede Løgstør Kommune en ny havnekaj med indbygget stormflodssikring på en 260 meter lang strækning. Det er lige foran parrets hus. Kajkanten kan klare 1,70 meter over dagligt vande, men da det bragede løs sidst på lørdagen nåede vandstanden op på næsten 2,30 meter over dagligt vande. - Selvom vandet stod meget højere end kajkanten, så har stormflodssikringen alligevel haft en gavnlig effekt. - Kraften er taget af bølgerne, inden de nåede vores huse. - Hvis ikke kommunen havde lavet dette arbejde, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad der kunne være sket, siger Poul Anker Simonsen, der selv har siddet i en havnegruppe, som har kæmpet for at få kommunen til at lave højvandssikringen. Efter mange sværdslag lykkedes det beboerne at få det projekt, de gerne ville.