Vi lærer for livet

Noget af det mest destruktive, der er overgået det danske skolesystem, var efter min mening den bølge af marxistisk indoktrinering, der fra omkring 1970 og år fremover hærgede lærerne og skolerne til skade for alle, ja for hele samfundet, men først og fremmest til skade for den tids skolebørn.

Først i 70'erne blev jeg bevilget årskursus på Danmarks Lærerhøjskole i Århus. Her blev vi bombarderet og indoktrineret med tidens trend. Man påstod, at man muligvis kunne undervise på "gammeldags" manér i ethvert fag; men skulle man undervise "politisk korrekt", skulle det ske efter marxistiske principper. Jeg fandt aldrig ud af, hvad disse principper gik ud på. Men hvis eksempelvis lille Brian i første klasse ikke havde lyst til at læse, skulle man endelig ikke presse ham til det; Brian skulle nok selv finde ud af det, når han havde lyst. Der kom til at gå lang tid, før lysten til at lære læsningens kunst. indfandt sig hos Brian. For sent opdagede disse marxistiske "vismænd", at Brian og hans ligestillede blev tabere i skolesystemet – og måske også senere i livet. At den tids trend ikke ganske har fortaget sig i dele af skolesystemet af i dag, kan være forklaringen på, at mange danske skoleelever forlader skolen uden at kunne læse. Det skal vor tids skoles ansvarlige lærere naturligvis ikke klandres for. Men det er åbenbart sæson for kritik af det danske skolesystem. På trods af, at dette skolesystem måske er det dyreste i verden, er angrebspunktet, at danske skoleelever i forhold til deres kammerater i andre (også nordiske) lande slet ikke er dygtige nok i væsentlige fag som læsefærdighed, matematik og naturfag. Den kritik vil alle ansvarlige lærerne begribeligvis gerne forsvare sig imod. Folkeskolelærernes forening, Danmarks Lærerforening, har i sit logo afbildet et barn, der sidder med en opslået bog; her kan læses foreningens flotte motto: "Vi lærer for livet – Ikke for skolen". Det motto kan lærernes forening godt være bekendt – også at efterleve. Det gør den så efter bedste evne. Men den kan ikke gøre det alene. I et ansvarligt arbejde omkring skolen må forældre, børn og lærere fungere som et team. Ingen af parterne kan undvære hinanden. Forældrene bør sende deres børn oplagte og velforberedte i skole, så dér sammen med lærere og kammerater kan være aktive i den fælles indlæringsproces. Denne indstilling burde ikke være utopisk. Der må nødvendigvis være samarbejde mellem skolen og hjemmene. Men det er ikke gjort ved, at forældrene i ny og næ dukker op ved forældremøder. Ud fra min personlige erfaring og gennem indhentet information fra kilder med "lærertrøjen" på er det desværre ofte sådan, at mange lærere fra forældrenes side bliver mødt med træthed og ligegyldighed i forhold til deres børns skolegang. Mange forældre lader skole være skole og har tilsyneladende nok at gøre med at få familie, arbejde osv. til at hænge sammen. Det er ikke ansvarligt. Naturligvis tager lærerne sig af undervisningen, så godt de evner med basis i den uddannelse, samfundet har kunnet tilbyde dem. I klassesituationen forsøger lærerne at indføre eleverne i det aktuelle stof på en måde, så børnene derhjemme skulle være i stand til på egen hånd – under forældrenes hjælp og ansvar – at løse de pålagte opgaver i skriftlig og mundtlig dansk, matematik og fremmedsprog osv. – til lærerens senere kontrol, kritik, opmuntring og bedømmelse. Det er forældrenes ansvar, at børnene udfører det pålagte og nødvendige hjemmearbejde. Det hjemmearbejde må om nødvendigt – som forældreerstatning – foregå i den kommunale skolefritidsordning efter devisen: ingen fritid til leg og computerspil m.v., før skolearbejdet er klaret. Det nytter altså ikke, at forældrene tror, at børnenes indlæring udelukkende foregår henne på skolen. Hjemmearbejde har til alle tider været en væsentlig del af børns skolegang, måske den væsentligste. Uden den del af skolegangen vil det ikke være muligt for den enkelte barn at nå det, der skal nåes og læres. Hvis det nødvendige hjemmearbejde ikke er blevet udført, vil konsekvenserne være så uundgåelige og selvforskyldte som parkeringsbøder: den enkelte elevs færdigheder vil næppe kunne leve op til nødvendig standard. Når angiveligt et stigende antal voksne i dag har så store problemer med sproglig formulering, at en tredjedel af de studerende på den relativ beskedne uddannelse som social- og sundhedsassistent må deltage i læse- og skrivekursus, er det formodentlig ikke, fordi disse studerende er mindre begavede end så mange andre. Men de har måske gået i skole efter samme princip som den ovenfor omtalte Brian, der ikke fik lært at læse og skrive, mens tid var. Det nytter naturligvis ikke bare at lægge skylden på marxismens hærgende epoke med den skade, det forvoldte. Siden er Danmark, som alle véd, blevet befolket af mange fremmede, hvis børn belaster mange af landets skoleklasser. Det faktum har ikke uventet medført, at undervisningen i skolens væsentligste fag forsinkes og elevernes færdigheder bliver forringet. Vi må imidlertid forsøge at være fortrøstningsfulde og ikke klynke: Man lærer så længe, man lever! – og – man lever så længe, man lærer!