Vi må gerne være kritiske, selvom der er krise

Det er vigtigt at stå sammen, men det er stadig afgørende for vores demokrati, at vi stiller spørgsmål til myndighedernes håndtering af coronakrisen, skriver chefredaktør Karen Keinicke i dagens leder

 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli

Da statsminister Mette Frederiksen for 17 dage siden lukkede Danmark ned, gik stort set alle danskere i en eller anden form for menneskelig undtagelsestilstand. Et fælles symptom på tilstanden var den umiddelbare opbakning til landets øverste ledelse: Vi rettede ind, bakkede op og stillede ikke så frygtelig mange spørgsmål, det kunne man både se i debatten i medierne og i de rundspørger, hvor danskerne blev spurgt til deres tillid til statsministeren.

Det er en sund og god reaktion fra et samfunds borgere, når samfundet er i krise, at man bakker op og står sammen. Og helt nødvendigt, når det netop er samfundssindet, der skal få alle til at efterleve en række restriktioner i vores hverdag.

Men et lige så tydeligt sundhedstegn er det, at danskerne, efter at det første chok har lagt sig og en ny normaltilstand har afløst det konstante, indre alarmberedskab, begynder at forholde sig kritisk til regeringen og magthaverne. Forskellen på at bo i et demokrati og et diktatur er jo netop den frie debat, og ideen er, at vi skærper hinanden - også magthaverne - ved at stille de gode, kritiske spørgsmål om både stort og småt.

En af de meste profilerede magthavere under coronakrisen i Danmark, Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, har sagt det flere gange i den seneste uge: At han er glad for modspillet fra medierne og fra befolkningen, og at den er vigtig for, at de rigtige beslutninger bliver truffet. Og man må sige, at han må vide, hvad han taler om, da han på 17 dage har taget turen fra folkehelt til prügelknabe på grund af Danmarks teststrategi.

Danskernes - og nordjydernes - kritiske tilgang har den seneste uge for alvor fået næring af de tiltag, som rammer helt ned i hverdagen. Vi bliver alle sammen ramt på vores individuelle frihed, og det gør ondt. Her har der været en stærkt stigende tendens til at finde fejl i den måde, andre navigerer i henstillinger og krav til vores færden. Og i nogle tilfælde en anden logik, når en opfordring eller påbud ramte en selv.

For nogle har det været nemt at pege fingre ad medborgere, der ikke sprittede hænderne, inden de gik i Netto, men sværere at tage en konsekvens selv, hvis det handlede om ikke at kunne tage op i sit sommerhus eller at se sine venner.

En opfordring herfra skal være at huske at lade den sunde, kritiske sans gælde lige så meget egne som andres valg. Faktisk kunne det være befriende, hvis vi alle fik MERE travlt med kritisk distance til egen gøren og laden end til andres. For det er også at tage sin opgave på sig i et demokrati: At lade den sunde fornuft komme til udtryk i egne beslutninger, selvom det er svært. Sådan står vi nok allerstærkest sammen hver for sig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.