Planteavl

Vi må gribe ind over for Mugabe

Et af de mest mistrøstige afrikanske lande er Zimbabwe - engang kendt som ”Afrikas brødkurv”.

Foruden rige forekomster af kobber, bly, krom, nikkel, guld og sølv besidder Zimbabwe noget af Afrikas allerbedste landbrugsjord, som tidligere anvendtes til traditionelt agerbrug, plantagedrift og kvægavl. I forlængelse af kolonitiden var omkring en tredjedel af landbrugsjorden ejet og drevet af hvide farmere, og med deres intensive avl af hvede, majs og andre afgrøder var de i stand til ikke alene at brødføde landets befolkning, men kunne eksportere visse afgrøder til nabolandene. Afrikas brødkurv bugnede. Når nedbøren svigtede, eller når den skulle suppleres, benyttede de nemlig kunstvandingsanlæg som reserve. De hvide farmeres intensive planteavl var så mærkbar, at hektarudbyttet hos dem var ti gange så stort som hos de sorte farmere. Disse har nemlig ikke forstået at anvende kunstvanding. I sin besynderlige form for statskundskab fratog for en del år siden Zimbabwes enevældige hersker, Robert Mugabe, de hvide farmere deres jord; den blev overdraget til nogle sorte farmere, nemlig krigsveteraner, som Mugabe nødvendigvis måtte stå sig godt med for at holde dem i ave. Det var gement tyveri. Robert Mugabes historiske dumhed har i den grad forværret landets fødevaresituation; landet er ikke længere i stand til at brødføde sig selv. På grund af præsidentens uduelighed trues det gode land Zimbabwe ikke alene af en menneskeskabt hungerkatastrofe; arbejdsløsheden er på 80 procent, og den årlige inflation er på 5000 procent eller mere. Zimbabwes økonomi er simpelthen lagt i ruiner af landets inkompetente styre. Men trods elendigheden holder den 83-årige diktator Robert Mugabe krampagtigt fast ved magten. Tilsyneladende med alle midler. Som om Zimbabwe var et demokrati skulle der afholdes præsidentvalg 27. januar 2008. På demokrati-lignende vis fik oppositionspartiet MDC lov til at opstille deres modkandidat til den siddende præsident, og stik imod Mugabes forventninger vandt oppositionslederen Morgan Tsvangirai første runde. Men for at forhindre oppositionspartiet i at komme til magten har Robert Mugabe ifølge BBC advaret om, at landets krigsveteraner er parate til at gribe ind; statslige medier citerer ham også for at sige, at veteranerne har spurgt ham om lov til at bevæbne sig, men at han har frarådet dem at bruge vold. For kort tid siden dokumenterede en menneskerettighedsorganisation, at adskillige er blevet dræbt, mens 2.000 er blevet tortureret frem mod præsidentvalgets anden runde. Risikoen ved at deltage i et illusorisk valg er på det allerseneste kulmineret i, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai har søgt tilflugt i den hollandske ambassade i hovedstaden Harare. En medvirkende årsag til, at tilstanden i Zimbabwe har fået lov til at løbe løbsk, kan formodentlig ligge i, at gennem mange år har de fleste afrikanske lande i overdreven grad hyldet præsident Mugabe som en revolutionær leder. Det synes imidlertid på høje tid for naboerne til ”Afrikas tomme brødkurv” så vel som det internationale samfund at gribe ind for at redde landet og dets stakkels sultende befolkning.