Vi må have faste holdepunkter

Der kan være så mange grunde til at rejse på tværs af landet og besøge København.

Nået så langt kan man konstatere, at der er forskel på København og egnen omkring Bulbjerg ved Vesterhavet. Nåh ja, selvfølgelig. Det kan ikke overraske. Det kan ikke overraske, at husene ligger tættere, at der er mange flere mennesker, der selvfølgelig giver økonomisk grundlag for langt flere indkøbsmuligheder, og så står man eller jeg i et af disse butikscentre i en fødevarebutik og i køleskabet, hvor man kan finde forskellige tykmælksprodukter til morgenmaden, ser jeg en karton med navnet Acidophilus fra Hirtshals Mejeri. Det er på sin vis ikke overraskende. Det er godt købmandskab fra mejeriet i Hirtshals, og butikken Irma er kendt for at føre spændende produkter inden for fødevarer. Det overraskende er, at jeg tager kartonen fra Hirtshals Mejeri ned fra hylden og lægger den i min indkøbskurv. Under næste dags morgenmåltid tænkte jeg så på, at dette indkøb ikke var præget af den store åbenhed over for nye/andre muligheder. Acidophilus kender jeg jo så godt fra mine mere hyppige indkøb i de indkøbsmuligheder, der findes omkring Bulbjerg, så hvorfor lige vælge det kendte mælkeprodukt og ikke et af de andre ukendte mælkeprodukter. Hvorfor ikke være totalt indstillet på det ukendte men nærmest rørt glad gribe ud efter noget kendt. Vi mennesker kan ikke klare, at alt er under forandring. At alt er til debat. Der må være nogle faste holdepunkter, ellers bliver det usikkert, til kaos. Det er nok også derfor, at alle københavnere går rundt med en bøjet arm med en mobiltelefon presset til det ene ører. Så ved de, at de ikke er helt alene i den stadig foranderlige og dermed truende storby natur. Hvis man således ikke er dristig på det materielle plan, kan man jo prøve at være det på det åndelige plan og læse Politiken. I de dage, jeg var i København, var der en dag en kronik og den følgende dag en artikel, der fangede opmærksomheden. Artiklen handlede om det ukendte og det kendte, om at udflytte det teknologiske helvede Tivoli har udviklet sig til og erstatte det med noget natur. Vi ved alle, at det er i København, det foregår. Vi kan begrænse det, der foregår lidt. Det er det, der vedrører gader og huse og det, der foregår på gader og i huse. Alt, hvad der vedrører naturen og dens beboere, foregår andre steder. Alt det kendte foregår uden for byen og alt det ukendte i byen. Men sådan skal det ikke blive ved med at være. En adjungeret professor ved Københavns Universitet vil have naturen ind midt i Københavns hjerte, og det kan de, der har valgt naturen, kun tage som udtryk for en gryende forståelse for naturens betydning, for København er det nytænkende og kreative centrum. Professoren foreslår, at Tivoli i byens hjerte flyttes ud på en pløjemark ud på Amager og at der på de 18 tdr. land, hvor Tivoli ikke mere ligger, plantes træer. - Hvis vi planter 3000-4000 træer, vil det medvirke til en markant reduktion af CO2, og ved at have græs og skovbund i stedet for granitbelægning kan man komme af med regnvand og undgå stor kloakeringsproblemer. Man kan forvandle hele området til et selvstændigt økosystem, siger professoren til Politiken (27.11.). Det er måske lidt svært at forstå, hvordan beplantningen af et mindre husmandssted, hvad Tivolis grundareal svarer til, skal kunne have afgørende indflydelse på Danmarks CO2-udledning, og det er også lidt svært at forstå, hvorfor man så ikke bare kan plante pløjemarken til. Det er da meget nemmere og betydelig mere miljøvenligt, når man tænker på de ressourcer, der skal bruges til at flytte/genskabe Tivoli ude på pløjemarken, og på at folk, der vil besøge Tivoli på dets fremtidige placering, skal køre dertil og ikke bare slentre ind i Tivoli, nu de alligevel er i København. Med 4,5 millioner årligt besøgende i Tivoli, skal der da anlægges noget af en asfaltbelagt parkeringsplads, der vil give meget større kloakeringsproblemer, end Tivoli med sin nuværende placering giver anledning til. Ud fra en gammel traditionel betragtning er det ikke så mærkeligt, at københavnerne får skuespilhus og metro og Vestjylland får en naturpark. Det er, som det altid har været, men måske burde det være omvendt, så København fik naturparken og Vestjylland et skuespilhus. Kronikken i Politiken var skrevet af Tabish Khair, lektor ved Aarhus Universitet og inder. Han kom til Danmark for ti år siden og har nu besluttet sig til at forlade landet. Et afsnit rammer kronikkens tone meget godt. Heri skriver Tabish Khair: ¿Så her står vi tilbage ved Danmarks dødsleje. Det Danmark, der troede fuld og fast på dialog på tværs af forskelligheder. Det Danmark, der ikke troede på selvretfærdige, skarpe svar, nedsættende bemærkninger, hoven danskhed, firkantet kategorisering (leninist, marxist, kommunist, socialist, humanist skåret over én kam), antydningen af, at menneskegrupper skal udrenses, men i ægte kommunikation baseret på gensidig respekt. Det Danmark, der, som jeg skrev, er ved at dø¿. Og så sidder man der som eksporteret københavner i København og tænker på, om det der med ægte kommunikation baseret på gensidig respekt ikke også gælder for en jyde i København eller en københavner i Vestjylland. At vi har svært ved at håndtere det, der afviger, fordi vores videns oplæring er baseret på, at det, der afviger, ikke duer. Naturvidenskaben er jo baseret på, at det skal være ens, og dens tankegods med alle dens teknologiske redskaber, der har erobret erhvervsliv og privatliv, kommer til at præge os også i vor opfattelse af andre mennesker, der kommer et andet sted fra eller taler på en anden måde. Vi skal være som de fleste. ¿Mange danskere har et nostalgisk forhold til dialekter og siger, de er vigtige og hyggelige. Men når vi blindtester folks holdninger, kommer det klart frem, at alle uden undtagelse opfatter rigsdansk ¿ og det vil sige københavnsk ¿ som mest positivt på alle parametre, også troværdighed og charme. Langt de fleste bryder sig ikke om dialekter ¿ ikke engang deres egne, siger lektor Tore Kristiansen fra Københavns Universitet til Kristeligt Dagblad 21. november. Tabish Khair slutter sin kronik med at skive, at han vil forlade dette land. ¿Jeg vil rejse til et sted, der vil give mig mere plads til at være det sammensatte menneske, jeg er¿. Fra det ukendte til det kendte. [ Flemming Nørgaard bor i Nørklit ved Fjerritslev og er tidligere journalist. Samfundsforsker cand. scient soc. fra dels Københavns Universitet, dels Aalborg Universitet. Parcellist med nogle får på aftægt.