Overenskomster

Vi må stå sammen

Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at folk bliver ramt af paranoia, fordi der under strejken er sket et dødsuheld på Vejle Sygehus.

Manden var syg og kunne efter ledende overlæge ved hjerteafdelingen givetvis reddes, hvis hele mandskabet var i beredskab. Selvfølgelig er situationen ganske tragisk, og jeg tror, at alle sender deres tanker til de efterladte. Paradokset opstår ved, at folk "paranoides" over den tragiske begivenhed og forlanger regeringsindgreb for at få stoppet strejken. Regeringen har siden tiltrædelsen i 2001 udhungret den offentlige sektor, og velfærden er på retræte i store kvantespring. Man fristes til at spørge tilhængerne af et regeringsindgreb, hvad de i grunden helst vil have: Et sundhedsvæsen, der er udsultet og udpint, og ikke lever op til, hvad vi som danskere forstår ved et veletableret samfund, fordi I efter en enkel tragisk episode forlanger regeringsindgreb? Eller en offentlig velfærd, hvor eksempelvis sygesektoren giver behandlingsgaranti og fungere optimalt? Hvis I ønsker det sidste, bør vi alle stå sammen og støtte de offentliges kamp for bedre løn, flere hænder, udjævning af løn mellem kønnene m.m. BUPL's nej øger nødvendigheden af fortsat støtte til de offentligt ansatte i konflikt. Endvidere er konflikten stadig i gang i regionerne både for Sundhedskartellets og FOA's medlemmer. Kampen kan vindes, hvis de tre forbund står sammen, gennemfører fælles aktioner og har fælles mål. Konflikten kan vindes i offentligheden, hvis forbundene i fællesskab viser, at kampen gælder bedre offentlig velfærd. Højere løn og ligeløn mellem kvinder og mænd er en forudsætning for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft til det offentlige. Situationen forpligter også de forbund, der ikke er i strejke. Solidaritet skal erstatte de tvetydige signaler, der tidligere er blevet sendt fra nogle af de faglige ledere, eller pampere om man vil, der anbefalede forlig.