"Vi må straks gøre noget!"

Politikerne falder over hinanden for at vise handlekraft i kølvandet på tragiske ulykker og urovækkende undersøgelser. Men ofte ender rabalderet i det rene ingenting

Sidste weekends tragisk ulykke siger sådan set det hele. Billederne af en smadret turistbus på autostradaen gik landet rundt sammen med udsagn fra de chokerede, danske buspassagerer. Tre døde og en masse kvæstede. Lørdag nat var knapt omme, før debatten flammede op omkring sikkerhed i busser generelt og sovebusser i særdeleshed. På TV forsværgede de forslåede passagerer igen og igen, at de nogensinde igen vil køre på skiferie i sovebus. Alle offentlighedens projektør drejede derhen, og som altid dukkede der handlingsorienterede politikere op i rampelyset. Mandag morgen meddelte to trafikpolitikere på forsiden af Berlingske Tidende, at de var parate til at forbyde sovebusser. En konsekvent holdning, som blev gentaget time for time i de elektroniske medier. Ingen vidste endnu med sikkerhed, hvad der var skyld i ulykken. Til gengæld kunne det med sikkerhed siges, at to af de tre dræbte sad op under kollisionen - nemlig chaufføren og hendes kollega. At bussen havde kørt alt for stærkt, vidste tysk politi hurtigt, ligesom passagerne antydede, at chaufføren led af søvnunderskud. Alligevel mente de to politikere, formanden for folketingets trafikudvalg Kaj Ikast (K) og den radikale trafikordfører Martin Lidegaard, at det var vigtigt at signalere viljen til forbud. Bare for en sikkerheds skyld. - Jeg kunne selvfølgelig godt have sagt, at det vil jeg ikke udtale mig om, før ulykken er undersøgt, men jeg synes, at trafiksikkerhedsproblemerne er blevet så store, så jeg vil gerne signalere, at det er noget, vi tager så alvorligt, at vi også er parat til at gå ud og lave politiske handling, forklarer Martin Lidegaard nogle dage senere. Han forsikrer, at journalisterne samtidig fik at vide, at et sovebus-forbud bør gennemføres i samarbejde med de øvrige EU-lande. Busserne krydser jo grænser og bygges i øvrigt altid først til sovebus i udlandet. Forbeholdene kom dog ikke med i medierne, hvor Martin Lidegaard dagen igennem optrådte som den handlekraftige og kontante politiker. Forbyd unge chauffører Når projektøren flytter, flytter politikerne ofte med. Mands minde er otte dage, lyder et gammelt journalistmantra, og inden længe har alle glemt, at nogen engang gav garantier om at gøre noget ved et problem. I sommer ramlede en anden frygtelig ulykke ind på dagsordenen. En ung lastbilschauffør ramte 21. juli en minibus på landevejen nær Silkeborg og dræbte ni mennesker. Straks føg politiske krav om stramninger af diverse love og regler gennem luften. Hurtigt tegnede der sig et folketingsflertal for at kræve, at lastbilschauffører skulle være 21 i stedet for 18 år for at få det store kørekort. Debatten og interessen ebbede så småt ud. Med den forsvandt viljen til at ændre på noget. - Der er ikke én af dem, der råbte op dengang, som er kommet med initiativer, konstaterer folketingsmedlemmet Karsten Nonbo (V), som er formand for Færdselssikkerhedskommissionen. Spørger man politikerne, der fyldte forsiderne i ugen efter ulykken, får man forskellige svar. Per Dalgaard (DF) er ikke nået til sagen endnu. Helge Adam Møller (K) lod de konkrete initiativer være op til andre (K), ligesom Svend Heiselberg (V) mente, at det var ministerens ansvar at handle. SF's Morten Homann har siden erkendt over for Jyllands-Posten, at aldersgrænsen reelt kun kan ændres i EU. Folketingets moralske indpisker, Birthe Rønn Hornbech (V), husker tydeligt sagen. - Det meste pinlige var, at Folketinget få ugen forinden havde vedtaget en lov om emnet. Alle burde vide, at det slet ikke var muligt at ændre på aldersgrænsen, fortæller hun. - Beklageligt, er Karsten Nonbo kommentar til kollegernes jagt på projektørlyset. Og mediernes accept af det. - De kommer på skærmen, og alle siger; Ih, hvor var det prisværdigt, og hvor var det et godt initiativ, og når der er gået et halvt år, er der alligevel ingen, som stiller dem til regnskab for, at der intet er sket. Og det gør der åbenbart for manges vedkommende ikke, siger han og fortsætter med en svada til medierne: - Hvis en politiker bevarer besindelsen og siger, at nu skal vi lige klappe hesten, så bliver han skåret væk. Så bliver det ikke bragt. Er du hurtig på aftrækkeren, bliver du nemmere bragt. Så det er et fælles problem, mener Karsten Nonbo. Forbud mod alt farligt Det er ikke kun i trafikpolitikken, at politikerne er ivrige efter at vise handlekraft. I november ramte projektøren mobiltelefoners måske kræftfremkaldende stråler. Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann opfordrede videnskabsminister Helge Sander til straks at gennemføre et forbud mod salg af mobiltelefoner uden håndfrit sæt. Et enkelt opkald til Telestyrelsen ville have afsløret, at forslaget er fantasteri. En sådan lov ville bryde med et EU-direktiv om fri markedsføring af varer, som overholder de givne regler. På samme måde krævede Socialdemokraterne sidste sommer et "nationalt forbud mod bromerede flammehæmmere", stofferne som uskadeliggør de høje temperaturer inden i fjernsyn, computere og andre elektroniske apparater. En amerikansk undersøgelse havde konkluderet, at stofferne optages i kroppen og vandrer fra gravide mødre til deres børn. S-miljøordfører Pernille Blach Hansen forlangte handling fra regeringen. Der er bare det, at kemikalier i forbrugsvarer er reguleret af EU, hvilket gør det mere end almindelig svært at gennemføre et dansk forbud. Miljøstyrelsen oplyser, at EU allerede har forbudt to af stofferne i år, og at kommissionen blot venter på, at forskerne udvikler alternative stoffer, der gør det forsvarligt at have et fjernsyn stående i stuen. Birthe Rønn Hornbech (V) sukker dybt, når hun skal beskrive danske politikeres lyst til at melde hårdt og kontant ud på et splitsekund: - Nogle politikere vil bilde befolkningen ind, at man kan skabe et risikofrit samfund ved at lave nye love. Men livet er og bliver farligt.