Vi mister os selv

Skik følge eller land fly. Udsagnet gælder os; ikke de fremmede med andre skikke, kultur og religion.

For meget religion i det offentlige rum truer imidlertid sammenhængskraften i Danmark. Det er en påstand, som Anders Fogh Rasmussen har argumenteret for. Men forholder det sig ikke modsat? Sammenhængskraften i det danske hus falder da først fra hinanden, hvis vi fjerner fundamentet, det hele er bygget på -sagt med andre ord: hvis der er for meget grus i maskinen -med beton. Udsigten til et korthus får mig til at tænke på og foreslå, at vi, i lighed med et organdonorkort, må have indført et tillæg til sygesikringsbeviset: Når og hvis jeg ønsker det eller kommer i en faretruende situation, er hjernedød, men ikke hjertedød, anmoder jeg om forbøn fra en kristen. Retningen af det evige liv kan bestemmes i sidste øjeblik. Røveren, på korset ved Jesu side, kom med ham i Paradis, fordi den arme mand, bedre sent end aldrig, kom til tro på Jesus. Det samme vil kunne ske for mennesker, som nås med det evige livs ord, inden det er for sent. Når døden banker på, har vi, som kristne, sikkert et medansvar for at alle, med ønske om det, nu også kan få en hjælpende hånd at holde fast i. Der må kunne etableres et korps af frivillige, som vil kunne påtage sig opgaven med at være tilkaldehjælp. Mister vi af hensyn til de fremmede det kristne livssyn ved ikke at tale offentligt om det, mister vi orienteringen, ved efterhånden ikke, hvor vi skal hen og kommer der måske aldrig - i Paradis. Vi mister dermed os selv, den del af os som ikke kan dø; og med risiko for at vi havner det forkerte sted.