Fodboldlandsholdet

Vi nikker gerne - til dansk sejr, forstås

VEDBÆK:På Roland Garros i Paris og i Wimbledon i England er tilskuerne vant til at sidde og dreje hovederne fra side til side, når de ser tennis. I aften i Parken i København, vil hovedbevægelserne gå modsat: Op - ned, op - ned. Det handler om to diametralt modsatte fodbold-systemer, når Danmark og Norge udkæmper det vitale topbrag i EM-kvalifikationsgruppe 2. Det flade, danske pasningsspil, bygget op over kanterne, mod det norske, kompakte forsvarsspil, suppleret af lange, høje afleveringer til angriberne. Ordkrigen er slut. Luftkrigen går i gang, og fronterne er trukket skarpt op. Og det bliver et slag, der meget vel kan vise sig at få mange ofre: Dem, som ikke har nerverne i orden. Den danske landstræner Morten Olsen har støbt de kugler, der skal anvendes. Og han holder dem godt skjult for omverdenen, for han har været påfaldende tavs på det seneste - måske også for ikke at piske en stemning op, som ville være ude af proportioner. Men det er svært at holde hovedet koldt. Norge, jamen dem tromlede vi jo bare hen over tidligere, da svenskerne var den nordiske rival, vi havde det sværest imod. De tider er ændret, og man skal have respekt for det norske hold, der liner op i kampzonen i aften. Holdet er så fantastisk godt organiseret, at det ikke er en selvfølge, at der bliver scoret mod dem, selv ikke, når de er på udebane og møder stærke modstandere. Samtidig har de udviklet et angrebs-koncept, der ikke levner modstanderen mange chancer for at slå til på kontraer. Nordmændene taber ganske enkelt ikke bolden i midtzonen - de spiller den hen over midtbanen og op til nogle granvoksne og teknisk meget dygtige angribere, som alle har udviklet hovedspillet i ekstrem grad. Og her får Martin Laursen og René Henriksen noget at se til. Her er det vigtigt, at de har blikket rettet opad, og samtidig er det uhyre vigtigt, at målmand Thomas Sørensen kommer ud og får grebet ind, når han har chancen for at hindre bolden i at blive spillet videre af et norsk hoved. Vi skal omvendt forsøge at få lukket nordmændenes forsvar op via vore kanter, og her tyder alt på, at det bliver Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen, som bliver frontkæmpere, med Dennis Rommedahl som degraderet til menig af reserven. Kan vi få gang i vore fløje, og kan de komme til at lægge bolden ind bag det norske forsvar, så er det, at vi skal håbe på, at Ebbe Sand endelig igen vil slå til og afgøre sagen for Danmark. Vi skal sandsynligvis være glade for bare én scoring, for faktum er, at det hold, der måtte komme bagud, ja de får en krig af et arbejde med at komme på fode igen. Ret beset, så ligner det en nulløsning, for hvem har lyst til at blotte sig? Men kunne vi lige få listet et enkelt projektil ind igennem det norske forsvar, jamen så nikker vi gerne til vore nordiske brødres luftangreb i halvanden time - hvis vor bageste bastion blot holder stand.