Vi overlever

VELFÆRD:Michael W. Nielsen er (20.4.) ikke enig med mig i mit syn på bevarelsen af vort kongehus. Det er for så vidt i orden. Men at samme kongehus pludselig også skal inddrages i debatten om velfærd i dette land, må skyldes en socialdemokratisk evne til at blande æbler og pærer sammen i en grød, som vælgerne ikke anser for appetitlig. I det hele taget er vort velfærd ikke truet. Vores velstand er truet p.t., men velfærden er blot sat på standby af regeringen på et i forvejen meget højt internationalt niveau. Og det overlever vi givetvis alle sammen, indtil konjunkturerne bevæger sig opad. Hvilket de allerede er i færd med. Så bland kongehuset uden om dette, som det alligevel ikke har indflydelse på sådan direkte.