Vi passer bedre på til søs

Fra en eftersøgning ved Løkken strand. ARKIVFOTO: BENTE PODER

Fra en eftersøgning ved Løkken strand. ARKIVFOTO: BENTE PODER

På en sommerdag med skyfri himmel og bare maver præsenterede Søværnets Operative Kommando (SOK) en række opmuntrende tal. Status: Danskerne er blevet bedre til at passe på sig selv til søs, så Søværnet og Flyvevåbnet slipper for at rykke ud til så mange dramatiske redningsaktioner. Med blot otte omkomne i første halvår af 2006 ligger tabstallet på et historisk lavt niveau. - Det ser ud til, at danskerne har fået mere viden om alle farene til søs. Så de tager deres forholdsregler. Men vi har nu også haft et koldt forår, så det kan sagtens være, at det har holdt folk indendøre, siger Søren Tinggaard, orlogskaptajn i SOK. Optimismen var dog svær at skjule for Søren Tinggaard på Forsvarets temadag “Søredning og Badesikkerhed 2006”. Han kunne kun berette om 123 SAR missioner i første halvår af 2006. Det er 39 færre end samme periode sidste år. SAR er Forsvarets forkortelse for Search And Rescue. De skønne strandområder ved Karrebæksminde på Sydsjælland lagde bølger til, så strandgæsterne fik lov til at opleve en redningsaktion. Heldigvis ikke den ægte vare, men en tro kopi med en af Søværnets egne ansatte som mand i havsnød. - Så skal I se. Nu kommer helikopteren, lyder det over højtalerne på Vesterhave Strand i Karrebæksminde. Og det var netop, hvad alle badegæsterne ventede på. En S-61 helikopter på 22,2 meter, der larmede som et ondt år. Denne model har da også fløjet i over 40 år, så piloterne glæder sig til næste år, hvor en ny og smartere model venter. - Ikke at S-61 er en dårlig helikopter. Slet ikke. Men den nye EH-101 er helt anden snak. Den kan holde bomstille i luften uden problemer, siger pilot Hans Thorsager fra Flyvertaktisk Kommando. Sammen med sine kollegaer ser han frem til fjorten EH-101 modeller, som dog kræver en smule træning at styre. Hans Thorsager forklarer, at overgangen fra S-61 til EH-101 kan sammenlignes med at købe en splinterny Volvo i stedet for en ældre model. Men hvorfor skal Forsvaret investere knap tre milliarder kroner i nye 14 helikoptere, når badegæster og lystsejlere er blevet bedre til at passe på. - Ja ja, nu skal vi ikke juble for tidligt. Forude venter juli og august, hvor vi har vores suverænt travleste måneder, siger Søren Tinggaard. Ude i vandet bliver en redningmand firet ned fra helikopter S-61 i en stålvejer. Det er vigtigt, at vejeren er helt lodret, når redningsmanden nærmer sig den nødstedte i vandet. - Højre 2, højre 1, frem 1, tilbage 2... Han har fat i ham, siger maskinist Leon Hansen over head-settet. Han er pilotens øjne, når redningsaktionen går ind i sin afsluttende fase. Leon Hansen står for at fire redningsmanden ned til den nødstedte og dirigere piloten frem og tilbage. - Folk tror garanteret, at det er nemt at redde i et vejr som i dag. Høj solskin og næsten vindstille. Men helikopteren er faktisk nemmere at holde stille i luften, når der blæser en frisk vind, forklarer Leon Hansen. Da helikopteren letter til sin fjerde redningsaktion, har flere af badegæsterne set nok. Enkelte af dem kaster sig ud i bølgerne med badedyr og luftmadrasser, og det får Søren Tinggaard til at rynke lidt på panden. - Sidste år rykkede vi ud omkring 20 gange på grund af badedyr og madrasser, som drev rundt ude på havet. Det kunne jo sagtens være en badegæst, der var faldet ned af madrassen og var i fare, siger han. Langt de fleste gange er der blot tale om et badedyr, der er drevet væk fra ejermanden. Men det ved Søværnet jo ikke noget om, så der ryger altid en helikopter afsted i høj fart. Søren Tinggaard så derfor helst, at alle strandgæster bandt deres badedyr fast i en snor. - Eller i det mindste kan de ringe til SOK og fortælle, når deres badedyr er væk. Så spilder vi ikke vores tid på at lede efter folk, der ikke er der, siger Søren Tinggaard./ritzau/