Vi savner en rigtig julemand

Skæbnesymfoni og Stormvejr, det er nogle af de ord, der beskriver situationen for Musikkens Hus i disse dage. Og vi kan alle sammen se, at det må få en drastisk virkning, at et projekt fordyres fra 460 til over 600 millioner kr., altså med ca. 40%.

Det var derfor rigtig rigtig interessant at læse interviewet i NORDJYSKE Stiftstidende i søndags med Sven Caspersen, der er formand for Fonden Musikkens Hus. For her viste det sig, at sagen er uhyre kompliceret, og at der opstår en masse krav og forpligtelser og kommunikationskløfter, når man starter så stort et byggeprojekt som Musikkens Hus. Det er sjældent at få et så umiddelbart indtryk af processen som vi fik i søndags. Det er en gyser, og der er meget på spil for os alle sammen, fordi det handler om kultur og kunst i det offentlige miljø.Mange store og for samfundet umistelige arkitektoniske og kulturelle fællesværdier er skabt på samme måde: under gråd og tænders gidsel. Det hus, jeg færdes i til dagligt, har en arkitektonisk kvalitet på verdensniveau. Det vidste dommerpanelet, da de så resultaterne af den nordiske konkurrence, der blev udskrevet til et nyt kunstmuseum i Aalborg i 1957. Der indkom 144 forslag, og mange var gode. Men byggehistorien var en lang gyserhistorie om penge: tilskud lokalt, tilskud fra staten og voldsom inflation. Når man besøger Nordjyllands Kunstmuseum, møder man en fast og helstøbt arkitektonisk form. Den præges af en høj midtersal, der er omkranset af mindre udstillingsrum. Det er svært nu at tænke sig, at det blev drøftet at opføre huset i to etaper for at få pengene til at strække! Store fonde afslog at hjælpe - måske fordi de mente, at deres hjælp skulle komme senere, i form af indhold, kunst på væggene.Kun ved stædighed fra kommunens byggeudvalg og en række markante borgere - også politikere - lykkedes det at opføre det nye kunstmuseum i ét hug, med arkitekt Jean Jacques Baruël og konduktør Adam Christensen som kompromisløse vagthunde over kvaliteten i udførelsen. Alvar Aalto holdt sig hjemme i Finland og deltog ikke i disse trakasserier. Den verdensberømte arkitekt havde jo svunget sin tryllestav - blyant - i den afgørende, skabende proces og dermed skabt et ukrænkeligt grundlag for bygningens realisering.Modtagelsen af Nordjyllands Kunstmuseum, da det stod færdigt i 1972, var i flere henseender negativ. Tiden var til nedlagte fabrikshaller og "kunsten ud til folket", ikke til marmorfacader og abstrakte malerier. Men tidsånden er flygtig og kunsten levedygtig. Alle, som interesserer sig for kunst og arkitektur, erfarer den dag i dag ved selvsyn, at stedet er en perle. Derfor var alt besværet, tidsforbruget og anstrengelserne umagen værd. Men det vidste kun et fåtal, da der skulle bevilges og sikres penge og byggeriet stod på - i en proces, der varede 15 år!Så lang tid tager det forhåbentlig ikke at få realiseret Musikkens Hus. Vi vil i vores landsdel få stor glæde af et hus, der rummer en vifte af kreative aktiviteter omkring musik, arkitektur og design. Vi er også flere, der gerne ville bevare et tættere bebygget og mere mangfoldigt havnemiljø, bl.a. ved at beholde Kvægtorvet, og nu da bygningskroppen i Musikkens Hus er blevet amputeret, var det nok umagen værd at genoverveje hele havnefronten. Ja, det er besværligt at træffe de gode beslutninger! Jeg kan næsten høre Fonden for Musikkens Hus skære tænder - men det er altså en proces uden hvile og ro at skabe et så vellykket helhedsresultat som muligt for hus og havnefront.Og trængslerne er langtfra forbi: Skal der spares på bygningen, hvad så med den indvendige udsmykning og de nære omgivelser? Forhåbentlig spares vi for discountløsninger og lobby-beslutninger hele vejen igennem, for - som salig skuespiller Olaf Ussing sagde om den mad, han skulle indtage - "hellere undvære end nøjes".Og hvor ville vi juble, hvis der inden 13. maj kom en julemand forbi med ekstra 200 millioner kr. til det "pandekagehus", der gav bygningen originalitet, karakter og varme, og som det synes så svært at undvære.Nina Hobolth er kunsthistoriker og museumsdirektør på Nordjyllands Kunstmuseum siden 1989. Museet har en fantastisk samling af dansk kunst fra år 1900 til i dag, og bygningen - opført 1968-72 - er en af Danmarks smukkeste. I morgen skriver Holger Graversen, Hadsund, fhv. folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Forsiden