- Vi ser fremad og fighter videre

Aars har længe været klar med færdigpakket løsning på Arbejdstilsynscenter

Lokalpolitik 18. oktober 2002 08:00

AARS: I Aars Kommune har man gået og tænkt på det i rigtig lang tid. Siden april måned har hovederne været lagt i blød for at konstruere en bæredygtig plan, der kunne trække det kommende arbejdstilsynscenter til byen. Det nye storcenter skal dække fra Århus til Skagen, og i Aars kommune har man handlet hurtigt i kampen for at få centeret til byen. - Vi sendte allerede 23. april en færdigpakket løsning til beskæftigelsesministeriet, siger borgmester Knud Kristensen (K). - Det er servicering ud over alle grænser. Der kommer en skræddersyet løsningsmodel dumpende ind ad brevsrækken, hvor der er taget højde for alt. Vi har præsenteret en køreklar arbejdsplads med kontorer, mødelokaler, konferencerum og alt, hvad der hører en sådan arbejdsplads til, siger Knud Kristensen og understreger, at der også er tænkt på økonomien. - Med til løsningen hører naturligvis en opførelsespris samt investorer, der er klar til at bygge og leje lokalerne ud. Der er tænkt på alt, ellers ville vi ikke have sendt det afsted, siger borgmesteren. God placering Derfor ærgrer det naturligvis Knud Kristensen, at amtsborgmester Orla Hav (S) i diverse medier har fremhævet Hobro som en god placering for det fremtidige arbejdstilsyn. Amtsborgmesteren har bl.a. peget på, at Hobro er det geografiske centrum for regionen. - Jeg har svært ved at acceptere, at en by skal fremhæves fremfor den anden. Specielt når de ligger så tæt, siger Knud Kristensen. - Aars ligger meget centralt, og vores infrastruktur er helt i top. Endvidere har vi fundet en unik placering til centreret her i Aars - nemlig ved rundkørslen ved messecenteret. Det er en af byens bedste allerbedste steder med af- og tilkørsler i fire forskellige retninger. Og så er det jo også sådan, at Aars rent geografisk ligger lige midt i regionen, argumenterer borgmesteren. Og på trods af Orla Havs udtalelser, mener Knud Kristensen stadig, at Aars er et godt bud på arbejdstilsynets fremtidige hjem. - Vi har gjort det rigtige, og vi er stadig optimister, siger han. - Der er ingen tvivl om, at amtsborgmesterens snak har gjort det vanskeligere. Men vi har alt at vinde og intet at tabe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...