Vi ser lyset i mørket

Frederikshavn går i sort for at vise vejen mod et bedre klima

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Det bliver en mørk oplevelse, når Energibyborgerne bevæger sig uden for døren lørdag 28. marts i tidsrummet 20.30-21.30. En stor del af belysningen på veje, stier og i offentlige bygninger vil blive slukket i forbindelse med den nationale klimakampagne ’Sluk Lyset Danmark’. Men midt i al mørket er der god grund til at se lyst og positivt på denne satsning, som i Frederikshavn vil række ud over den ene time, der er afsat til projektet. - Sluk Lyset Danmark skal få os alle sammen til at bruge energien mere fornuftigt. Ikke bare en enkelt time. - Vi skal omstille hele vores måde at tænke energi på, for det er dyrt for både os selv og for klimaet, at bruge energi på ingenting, siger Mikael Kau, der er direktør i Energibyen Frederikshavn. - Det er ikke livskvaliteten vi skruer ned for. Det er vores vaner. Ved at belyse mere intelligent kan vi på en gang opnå massive energibesparelser, skåne naturens ressourcer og opnå en langt mere interessant lyssætning. Vi skal bare se lyset i mørket, siger Mikael Kau. Også sidste år deltog Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Forsyning i sluk lyset Danmark. Selv om besparelserne ikke var imponerende, har man valgt at bakke op om initiativet også i år. For den symbolske værdi af kampagnen er ligeså vigtig som sparede kWh. Det drejer sig om at skabe bevidsthed om klimaet og den aktuelle energiudfordring. Derfor opfordres borgere i hele Frederikshavn Kommune til at vise deres engagement og velvilje. Frederikshavn Kommune ønsker at gå foran og slukker så meget af lyset i de offentlige bygninger som muligt, ligesom Frederikshavn Forsyning skruer ned for belysningen på offentlige veje og gader. Af tekniske grunde er det alene belysningen i Frederikshavn by, der vil blive dæmpet. Hele weekenden vil gadebelysningen således være indstillet på natsænkning, hvilket svarer til 60 procent.