- Vi siger tak fordi han levede

Kirke var fyldt med kolleger, familie og venner

Aalborg 18. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: To store brandbiler fra Frederikshavn brandvæsen kørte med kortegen, da den omkomne brandmand Michael Røntved Jensens kiste blev kørt fra Abildgård kirke og op til Flade kirkegård i udkanten af byen. Kollegerne viste på denne måde deres dybe medfølelse med familien, da Michael Røntved Jensen i går eftermiddag blev bisat i en helt fyldt kirke. En medfølelse, en støtte midt i sorgen, som familien har oplevet fra venner og kolleger siden tragedien for en uge siden, hvor Michael Røntved Jensen og to andre frivillige brandmænd omkom under en øvelse på Statsfængslet Kragskovhede. Blandt de omkring 400 begravelsesdeltagere var repræsentanter fra mange jyske brandkorps og netop brandmænds store engagement i deres arbejde var sognepræst Henrik Raakjær Nielsens udgangspunkt i talen til de sørgende. - 11. september 2001 omkom over 300 brand- og politifolk i New York. 11. september 2002 omkommer tre brandfolk fuldstændig meningsløst, mens de er i gang med at dygtiggøre sig til en opgave, de med glæde har taget på sig. Opgaven at hjælpe og værne om mennesker, sagde han og fortsatte: - Og byens reaktion kunne vi se dagen efter. Frederikshavn, en by i sorg med flaget på halv ved brandvæsenet, på virksomheder og hos naboer og venner, sagde han. Henrik Raakjær Nielsen talte videre om, hvordan en af de efterladte fra New York havde formuleret sine tanker med ordene: Vi sørger over, at de døde. Vi glæder os over at de levede. Og disse ord omformulerede den frederikshavnske præst til: Vi sørger, fordi han er død. Vi siger tak, fordi han levede. Præsten forklarede, at denne bisættelsesdag var det første skridt mod fremtiden og at selvom sorgen og smerten er alt for stor nu for de der har mistet, så viste mindehøjtidligheden fra New York, at menneskene derovre havde fået mod livet et år efter katastrofen. Han mente, at de Michael Røntved Jensens efterladte var på vej til en accept af deres meningsløse tab ved til begravelsen at vælge salmen Op al den ting, fordi den også blev sunget ved afdødes bryllup for præcis en måned siden. - Den sang er netop en stor tak til Gud, som er skaberen, den Gud som giver livet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...