- Vi skal altid kæmpe

Jytte Andersen fra Ellidshøj frygter, at de små bysamfund og Ellidshøj mister opmærksomhed, hvis Aalborg Kommune bliver større

Lokalpolitik 9. september 2004 06:00

ELLIDSHØJ: Kommunegrænserne rykker sig usynligt for tiden i takt med, at der laves aftaler om kommunesammenlægninger. I nogle af de små bysamfund er det en udvikling, man ser på med bekymring. I Ellidshøj kunne formanden for samrådet i Ellidshøj, Jytte Andersen, egentlig godt tænke sig, at Støvring Kommune kom med i Aalborg Kommune men så alligevel ikke, for hun frygter, at det lille samfund vil få endnu mindre opmærksomhed, end Ellidshøj får i dag. - Jeg tror ikke, at Aalborg kan magte det, den kan ikke blive større, siger Jytte Andersen, dert understreger, at hun udtaler sig som privatperson og ikke udtrykker samrådets mening. Hun peger på, at det allerede i dag er mere end svært at få opmærksomhed, når fortovene eller vejene for eksempel skal renoveres i Ellidshøj. Med andre ord har Aalborg med Jytte Andersens ord svært ved at nå ud i kanterne. - Vi skal altid kæmpe, det tager syv lange og syv brede, før de kommer, siger Jytte Andersen. Hun tror ikke, at politikerne og forvaltningens tanker i højere grad vil blinke af mod Ellidshøj, hvis kommunen bliver større. - Jeg mener, at der er for mange ting, der dør rundt omkring, jeg tror ikke, at det er godt, at kommunen er så stor, siger Jytte Andersen, der også meget gerne vil bevare byens skole med 100 elever i fremtiden. Hun mener, at det kræver mere benarbejde at bo i et lille samfund, hvis man har ønsker til kommunekassen. - Det betyder enormt meget, hvor du ligger i kommunen. Det jeg synes er træls, er at vi skal råbe så højt, fordi kommunen er så stor, siger Jytte Andersen. I stedet for at endnu flere borgere skal serviceres i en større Aalborg Kommune, mener hun at politikerne skal forsøge at gøre det bedre, for borgerne i udkantsområderne. - Jeg synes nogen gange, at de skulle lytte mere til de små samfund, for borgerne herude vil godt hjælpe, siger Jytte Andersen. Den eneste fordel hun kan se ved, at Støvring kom med i Aalborg Kommune, er at Støvring så blev et yderområde. - Så skal de yderste kæmpe mere end, vi skal, for vi skal altid kæmpe. I et andet lille bysamfund Volsted med 250 indbyggere er man til gengæld mere lun på tanken om, at Aalborg fusioneres med Støvring. Formanden for Volsted Borgerforening er som privatperson for en fremtid med Støvring, fordi han mener, at det måske kan give bedre kollektiv trafik til Volsted. - Vi kan ikke få en bus herud efter klokken 17, der er også flere ting, hvor det føles som om, at vi bor så langt ude, at vi er uinteressante, vi er ikke så mange mennesker, men vi betaler skat, siger Niels Christian Hansen, der mener, at borgerne i Volsted er glemt af politikerne i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...