Vi skal lære af hinanden

Frederikshavn og 39 europæiske byer i dialog om dialog

EMNER 25. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Skibakken, vindmølleparken ved havnen, Bangsbo Fort i de fredede Pikkerbakker, projektet for bedre byrum i centrum, chikaner i beboelseskvartererne. Det er alle sammen initiativer, som Frederikshavn Kommune har bedt borgerne om at forholde sig til. Nogle gange er det sket i form af borgermøder. Nogle gange ved at bede om skriftlige indsigelser til en lokalplan og nogle gange ved at bruge nettet i en populariseret form. Nogle gange lykkes processen - andre gange ikke. Og Frederikshavn Kommune har da eksempler både på succes og fiasko med i bagagen. Bedre byrum har givet genlyd viden om - senest rost af Fonden Realdania netop for sin fine borgerinddragelse. Abildgårdskvarterets chikaner har også givet genlyd i kvarteret - men her er roserne snarere tidsler end lyriske liljer. Hvad gør forskellen - og hvordan kan man forbedre processen. Det spørgsmål optager sindene - ikke kun i planlægningskorridorerne på Frederikshavn Rådhus, men over hele Europa. Frederikshavn Kommune er netop blevet inviteret med i et projekt, der tager sigte på at finde værktøjer til en procesforbedring. Det sker sammen med 39 andre byer i Europa med Frederikshavn og Albertslund, som de eneste medvirkende danske byer. - Ideen er, at vi skal øse af vore erfaringer. Det skal de andre byer også og så koordineres vore fælles indsatser af den finske projektleder Maria Nordström på universitetet i Åbo, siger ingeniørTorben Thøgersen. Om projektet vil give gode kontante ideer til Frederikshavns processer er uvist, men input og debat har altid mulighed for at påvirke positivt. - Vore erfaringer fra Abildgårdkvarteret tydeliggør hvor vanskelig en proces kan være. Her forsøgte vi at skabe rum for en proces, hvor kvarterets beboere var med fra start. Vi inviterede til temasnak en lørdag og nedsatte grupper med interesserede. Men lige lidt har det hjulpet. Beboerne er tydeligvis ikke tilfredse med resultatet - måske fordi de ikke tog mod inddragelsen i processen. Det kan vi måske lære af, så vi kan rette processen til i en eventuel ny situation, siger Torben Thøgersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...