Vi skal samles om de svageste

Jeg ser til morgen i TV en opgørelse, der fortæller at danskerne har sparet 24. mia. kr. i skat med VK-regeringen, i forhold til, hvis vi havde haft en SR-regering. Det må jeg opfatte således, at der med en SR-regering havde været 24 mia. mere at gøre godt med i fællesskabets kasse. Jeg er samtidig ved at læse dagens avis, og bemærker så en overskrift i avisens leder: "KRÆFTER MÅ SAMLES OM DE SVAGESTE". Jamen er det ikke her - og det sociale område i det hele taget - at de mange penge, der er sparet i skat, nu mangler. De mange milliarder er vist først og fremmest havnet i de stærkes lommer. Jeg har været førtidspensionist i nogle år - min kone er alm. pensionist -, og har i den sammenhæng ikke oplevet, at skatten er blevet lavere. Ved den seneste fremrykning af skattelettelser - hvor alle selv kunne gå ind og beregne skattelettelsen (i øvrigt også den tidligere), stod der for min kone og mig, kr. 0,00. i skattelettelse. Jeg må være helt enig med NORDJYSKEs chefredaktion i, at der er væsentlige sager at tage fat på omkring de svageste i vort samfund. Så jeg kan kun håbe på, at NORDJYSKE's chefredaktion kan råbe politikerne op.