- Vi skal satse på oplevelser og specialbutikker

Modeshows som her på Torve Cafeen hitter: Endnu flere butikker skal gå sammen om særlige events, lyder opfordringen fra Nibe Handelsforening. arkivfoto: per kolind

Modeshows som her på Torve Cafeen hitter: Endnu flere butikker skal gå sammen om særlige events, lyder opfordringen fra Nibe Handelsforening. arkivfoto: per kolind

NIBE:Udsigten til endnu flere indkøbstilbud i City Syd får nu formanden for Nibe Handelsforening til at advare medlemmerne om ikke at falde i søvn. - Det handler om at tænke: Vi er os med de mindre og seriøse specialbutikker, og varerne bliver altid solgt med en stor faglig viden, med et smil og en kvik bemærkning, peptalkene Mogens Madsen på handelsforeningens generalforsamling. Han opfordrer også til særlige arrangementer - på nudansk ”events” - som modeshows for at profilere - brande - Nibes butikker. - Når eksempelvis tøjbutikkerne går sammen og serverer mode, trækker de jo masser af folk til byen. Han betegner samarbejdet mellem Schack og kunstner Thorvald Odgaard om guldsmykker som et forbilledligt eksempel til efterfølgelse, og hilser nye butikker som Helle E., det kommende galleri Kunst Uden Rammer, og Drillings med speciale i øl og whisky velkomne. - Øl og whisky skaber jo ligesom en ferieby-stemning, og den har afsmittende virkning. Mogens Madsen registrerer, at stadig flere butikker flytter eller agter at flytte adresse ind mod bymidten - især til Skomagergadeområdet - og ærgrer sig over, at storinvestor Niels Færchs planer om et udvidet butiksområde på området ved den nuværende BG Bank, snart Danske Bank, på hjørnet af Skomagergade og Grydstedgade lader vente på sig. Den nødvendige lokalplan er endnu ikke fremlagt. - Udsigterne til en realisering bliver jo ikke bedre af, at Danske Bank har valgt også at drive bank i den gamle BG Bank-bygning, der ligger i vejen for Færchs projekt. - Men mon ikke Danske Bank opgiver bygningen inden for rimelig kort tid eller måske lader en filial indgå i Færchs planer, spår de handlendes formand. Som konsekvens af kommunefusionen er Nibe Handelsforening trådt ind i Aalborg Industri- og Handelskammer. - Sekretariatsleder Anita Møller og AIHs direktør Erik B. Hansen (fra Danske Bank red,) udstråler masser af dynamik. Og jeg er sikker på, de tænker stort og positivt på Nibes vegne. Nibe Handelsforening omfattede 53 A- og B-medlemmer ved udgangen af 2006, men fire oplagte emner mangler i folden ifølge Mogens Madsen: - Alta, Fakta, Butik Unique og Fotograferne i Nibe. - Ikke-medlemmer nyder jo godt af handelsforeningens aktiviteter, kommenterer han. Filialdirektør i Spar Nord Bank, Bjarne Svendsen, har afløst Claus Sørensen fra EDC-Mæglerne i bestyrelsen, der konstituerer sig i næste uge med Mogens Madsen som formand i endnu mindst et år. - Næste år agter vi at arbejde for at skifte nogle af de mange bestyrelsesmedlemmer fra de liberale erhverv ud med egentlig handlende, fortæller Mogens Madsen, der arbejder som erhvervskundechef i Sparekassen Farsø. Det næste større fælles handelsfremstød i Nibe finder sted søndag 13. maj, hvor forårsarrangementet eksempelvis byder på aktiviteter for børn og et af sidste års pæne hits: mandeparkering for de købetrætte.