Dana cup

- Vi skal satse på svensken

Handelsstanden er klar med 1,6 mio.

Den svenske krones værdi er skyld i færre turister i Valutaslangen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Den svenske krones værdi er skyld i færre turister i Valutaslangen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Der er ingen tvivl om, at svenskerne mangler i Frederikshavns gågadeliv. Værdien af den svenske krone har udhulet svenskernes rejselyst - og de vælger fremfor svipturen til Frederikshavn hellere at blive hjemme i "gamla Sverrig" hvor en krone er en krone værd. Men kan man overhovedet markedsføre sig til en bedring af den situation. Som tidligere omtalt har en gruppe handlende i Frederikshavn derfor taget skeen i egen hånd og har været i gang med at skrabe penge sammen til noget ekstraordinært i forhold til vort broderfolk. 200.000 kroner er det blevet til og med tilsagn om støtte fra pengeinstitutter og offentlige myndigheder er beløbet nu ganske pænt. - Vi har i øjeblikket 1,6 millioner kroner til indsatsen, meddelte handelschef Helle Nørgaard Pedersen i forbindelse med Frederiks medlemsmøde efter generalforsamlingen tirsdag. Hvad penge skal bruges til er endnu uvist. Men der er nedsat et aktivitetsudvalg, der skal være med til at pudse mulighederne for ekstra oplevelser i Frederikshavn af. Fordelskuponer har altid været en god svenskeraktivitet, men spørgsmålet er om man henter vores broderfolk herover igen ved at tilbyde en kop gratis kaffe eller i det trængte marked. Det var der helt klart flere medlemmer, der tog til genmæle overfor. - Når jeg ser på vores aktivitetsoversigt, så må jeg konstatere, at hvis jeg havde været svensker, så var der ikke en eneste ting, der ville have lokket mig til Frederikshavn. Og der skal altså mere til end en kop gratis kaffe, sagde Fran Størup på mødet. Han slog til lyd for en helt anderledes spektakulær tilgang til projektet. - Vi skal finde ting, der kunne tænde potentielle indkøbsrejsende. Hvad med en ølfestival for nordmænd og svenskere? lød spørgsmålet. Martin Høeg undrede sig over at Dana Cup slet ikke var nævnt i årets arrangementsoversigt. - Man skal ikke underkende betydningen af en cup, som bringer 10.000 svenskere til byen i en hel uge. - Måske kunne man tænke på at bygge noget op om det, der samtidigt kunne hjælpe os til at sælge cuppen til de klubber, der endnu ikke har bestemt sig, sagde Martin Høeg. Handelschef Helle Nørgaard Pedersen understregede dog, at hun godt var klar over at der var en Dana Cup-uge og at Frederik også var indstillet på at bakke op. - Men vi skal have fundet den rigtige form, sagde hun.