Vi skal spare

Ja, jeg er ganske enig med fødevareminister Mette Gjerskov (S). På et punkt. Vi skal spare. Efter at have overtaget regeringsmagten er den sandhed også gået op for Socialdemokraterne.

Det er netop derfor, jeg efterlyser, hvori besparelsen ved at lukke og centralisere de lokale jordbrugskommissioner og løse opgaverne i NaturErhvervsstyrelsen består. Nu har ministeren jo langtfra været meddelsom. Men jeg forstår, at Fødevareministeriet forventer, at der fortsat skal bruges 10-12 medarbejdere på opgaverne vedrørende jordbrugskommissionerne. Så hvad spares ved at flytte en opgave, der bestrides af to medarbejdere i Aalborg, hvor opgaven vedrørende jordbrugsanalyserne allerede i dag er samlet for hele landet. Hvorfor centraliserer, hvis der hverken er besparelser eller effektiviseringer at hente - og så er en centralisering i min optik en centralisering, uanset om den finder sted i Aarhus eller København. I hvert fald gavner det ikke Nordjylland. Det kan Mette Gjerskov og jeg vist også godt blive enige om.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.