Teater

Vi skal stå ved vores mørke

Musikken er skinnerne, vi kører på og som fører os uventede steder hen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Malene Melsen er værtinden på “Det blå hotel” - og i baggrunden danser en gæst med stuepige. Foto: Peter Langkilde

Man kommer ind i en hule, bogstaveligt talt, med trærødder i loftet, dystert og mørkt. Det er “Det blå hotel”s foyer - og Jomfru Ane Teatrets med. Her får man sin nøgle til værelset, og så går man oven på. Sådan vil det være at komme i teatret fra i morgen, lørdag, hvor der er urpremiere på Michael Vesterskovs og Marianne Mortensens nye danske musikdrama, “Det blå hotel”. Marianne Mortensen er ikke selv på scenen. Hun debuterer her, efter 25 år som sanger og skuespiller, professionelt som instruktør, mens hendes mand, komponist, musiker og sanger, Michael Vesterskov, debuterer som dramatiker. - Foyeren er det nedre rum, underetagen, erindringen, underbevidstheden, fortiden. Noget, der trykker - og ovenpå, i det egentlige rum, åbner en verden mellem verdener sig, og alt kan ske, siger Marianne Mortensen som sit eget bud på, hvordan man kan tolke rummene. - Vi har arbejdet med det et år. Michael har også arbejdet sammen med en dramaturg, og vi har fået støtte fra Musical Akademiets rugekasse undervejs. Han skrev sin sang, “Det blå hotel”, for halvandet år siden - og han blev ved med at se billeder på den. Han blev klar over, at det kunne blive til en forestilling - og da han sendte det til Michael Mansdotter på Jomfru Ane, var han heldigvis enig. - Michael ville gerne have mig til at være med til at bearbejde og forme materialet af nyt stof og af materiale fra hans bagkatalog. Det er blevet til ca. halvt af hvert, samlet i en dramatisk form, der giver mening og som stykker personerne sammen, så de bliver til interessante, hele figurer med hver deres personlighed. - Det er jo ikke traditionelt drama, det her, og heller ikke en teaterkoncert. Det er en moderne, konkret form med tekster og sange, der vikler sig ud og ind mellem hinanden, og der er også en fortløbende handling for hver figur. Jeg tror ikke, det har været helt nemt for spillerne, at finde ind i det anderledes dramaturgiske univers, der bryder ganske meget med konventionen, selv om det er konkrete skæbner, der skildres, siger Marianne Mortensen. - Musikken er helt central i forestillingen. Musikken er skinnerne, vi kører på og som fører os uventede steder hen. Gennem poesien i musikken kan tonerne gå ind og påvirke publikums sindsstemninger og følelser. Ind bag de skjolde, vi alle bærer foran alle de bløde punkter, vi ikke bryder os om at vise, at vi har. Jeg synes, der er for få steder, hvor det er muligt at give slip på sig selv - “Tit er jeg glad, men vil dog gerne græde”, skrev Ingemann, og det er jo sådan man let kan have det i dag, hvor alt er fokuseret på succes, tempo, strømlinethed og det perfekte liv uden synlige svagheder. Ingen vil stå ved den smerte, vi alle har, og andre kan heller ikke rumme det, hvis man viser det. Det lys-mørke-tema har i mange år været vigtigt for mig, at kunne stå ved sine længsler og sit mørke, siger Marianne Mortensen. - Man skal vælge sine steder med omhu, sine frirum, som “Det blå hotel” netop er et symbol på. Man skal sikre, at de er der, det er guld værd, en befrielse at have. Det er svært at pege dem ud i det virkelige liv, men det handler jo om at finde hjem til sig selv, at opdage hvor godt det kan gøre at slippe ud af den rolle, man dårligt nok ved, at man spiller. At kunne mødes omkring ærligheden. Ikke den naive tanke om os alle som sårbare væsener, men at kunne stoppe op og finde stilheden, pausen, mærke efter, hvor jeg er henne i mit liv. Stilheden er ikke i høj kurs i dag, hvor stress og travlhed hersker og alt for mange går ned, siger hun. Samarbejdet med ægtemanden om forestillingen har ikke været problemfrit. - Selvfølgelig ikke, men vi har en god måde sammen. Vi har jo arbejdet sammen om koncerter gennem ti år, og det har ikke altid været selvfølgeligt. En af os ville uvægerlig blive tromlet, vi var jo to solister. Men efterhånden har vi udviklet et fælles ståsted med stigende gensidig respekt for hinandens områder, så nu kommunikerer vi vores ønsker til resultatet som små antydninger og skitserede ideer, det er nok. Og så elsker vi jo også hinanden. Det hjælper. For dem begge har arbejdet op til denne premiere sat selvtilliden på en stor prøve. - Det er jo en helt ny græsgang for os begge. Kan vi det her? Holder de tekster her til det? Det kan godt være ret angstprovokerende, siger hun. Sammen med Michael Vesterskov leveres musikken i forestillingen af et levende band på scenen. To af hans faste bandmedlemmer, Simon Toldam Rosengren og Anders Banke og sangerinden og musikeren Qarin Wikstrøm. Skuespillerne er Dorthe Petersen, der også har lavet koreografi, Nanna Buhl Andresen, udlånt af Aalborg Teater, Morten Thunbo, Malene Melsen og Bjørn Hantoft fra Musical Akademiet. Scenograf er Karin Seisbøll, og Det Danske Musicalakademi og Musicalrugekassen i Fredericia har også sin andel i forestillingens tilblivelse.