Skørping

Vi skylder mere

SKØRPING:Skørping Kommune har flere penge ude at svømme hos sine debitorer i år end i de syv foregående år, hvor restancerne har ligget på cirka 10 til 14 millioner. For 2002 røg de op på cirka 16 millioner kr. Det viser årsberetningen pr. 30. juni 2003 fra kommunens afdeling for skat og inkasso. På landsplan er restancerne også steget en lille smule, men ifølge forvaltningschef Allan Hübertz skyldes den "voldsomme" stigning i Skørping Kommune primært, at "andre kommuner og amtskommunen har trukket deres betalinger til os". For eksempel er regningsdebitorerne cirka 2,5 millioner kr. større end normalt. Generelt er borgernes betalingsevne også blevet ringere. Den gennemsnitlige restance pr. indbygger i Skørping Kommune er på 668 kr., hvilket stadig er væsentligt under landsgennemsnittet på 1091 kr.