Vi smider ansvaret fra os

Da der 9. november blev afsagt dom i retssagen mod de to fætre Hizir og Ferhat Kilic, der stod tiltalt for mordet på den italienske turist Antonio Curra sidste år, fokuserede medierne meget på den ballade, der efterfølgende fandt sted i retssalen.

Måske fordi de gode billeder og deraf følgende forargelse hos seerne og læserne var meget letkøbt med de markante ytringer, der føg igennem luften. Men det burde ikke være en undskyldning for helt at overse de skæbnesvangre konsekvenser, dommen får for de to danskfødte fætre. Eller for deres familier. For ikke nok med, at 19-årige Hizir og 17-årige Ferhat skal afsone henholdsvis 10 og 8 år for det sørgelige drab. Når dommene er udstået, udvises de også af Danmark. Udvises til det Tyrkiet, som ingen af dem nogensinde har boet i. Et Tyrkiet, hvor de vil være ligeså fremmede, som de nu føler sig i det danske samfund, og et land, hvor de ender med at bo langt fra familie og venner, som de aldrig nogensinde kan besøge i Danmark igen. De bliver hårdt og brutalt revet væk fra alt, de kender og placeret et sted, de kun har begrænset forbindelse til. Det er en straf, der er umenneskelig hård og sandsynligvis påvirket af tidens politiske stemning. Selvfølgelig skal de straffes for den udåd, de har udøvet. Men ved at udvise dem straffes de dobbelt. I stedet for at vi i Danmark påtager os et ansvar for at få disse vildfarne unge på rette vej, vælger vi at kaste problemerne og ansvaret væk. Over på andre skuldre, der ikke er klar til at tage slæbet. "Sådan er loven," argumenterede Pia Kjærsgaard i DRs Nyhedsmagasinet 10. november. Jamen, kære Pia, når du selv har været med til at vedtage loven, så er det altså ikke godt nok bare at henvise til den. Du må forklare, hvorfor loven (og du) siger, at unge, der er født og opvokset i Danmark, skal udvises efter udstået strafafsoning. Den forklaring er ikke mindst nødvendig, fordi det i Hizirs tilfælde bliver første gang, en person, der er født i Danmark, bliver udvist til et andet land, mens Ferhat kom til Danmark med sin mor, da han var tre år gammel. Det er dobbelt straf, Hizir og Ferhat Kilic får, fordi de ikke er danske statsborgere. Fordi Tyrkiet og Danmark ikke accepterer dobbelt statsborgerskab. Tyrkiet opkræver en betaling på op mod 50.000 kroner, hvis disse unge mænd ved at skifte statsborgerskab unddrager sig tyrkisk militærtjeneste. Og det kan i mange børnerige indvandrerfamilier være en særdeles kraftig økonomisk belastning og endnu en hindring i at blive dansk statsborger. Men rent faktisk har Hizir søgt dansk statsborgerskab flere gange uden held, takket være de skrappe regler. Derfor bliver han nu udvist af det land, som han nok ønsker at se som sit, og som han altid har boet i. For Ferhat derimod er problemstillingen en helt anden. Dengang kun 16 år gammel og ifølge mentalundersøgelsen på grænsen til sinkestadiet, fulgtes han med sin fætter og havde ikke noget med selve voldshandlingen at gøre. Er det rimeligt at idømme en sådan person otte års fængsel med efterfølgende udvisning for forsætlig medvirken til mord? Eller burde vi hjælpe eller har vi hjulpet en så svagt begavet person til at få indhold i sit liv? I Danmark har vi tradition for at ville hjælpe de svage i samfundet. Vi ynder at tale om vores forsorgs- og bistandssystem, der sikrer selv de svageste, og vi har ret i, at det ofte fungerer godt. Men denne gang yder vi ganske enkelt ikke den nødvendige hjælp. Og dette er ikke en enestående sag. Det virker, som om der i flere tilfælde bare gives op fra det offentliges side. Som om det er for besværligt at hjælpe, dem der har det sværest. Og som om, vi skubber problemerne fra os. For denne sag burde slet ikke have ofre. I stedet for at bruge millioner af kroner på at spærre to teenagere inde i sammenlagt næsten tyve år, skulle pengene være brugt på at sørge for, at børn, der er født i Danmark, bliver integreret i samfundet og ser Danmark som et land, der kan hjælpe, og ikke som den fjende de to fætre nu tydeligvis ser i det "yndige land". Og det er her, der skal gribes ind, hvis man spørger dem, der har kontakt med miljøet, de som møer disse problemer. I Indvandrerrådgivningen kender vi særdeles godt til disse svigt af "systemet". Det kan være vold mod udenlandske kvinder, arrangeret- eller tvangsægteskab, opdragelsesrejser og selvfølgelig også ungdomskriminalitet. Alt for ofte ser vi i vore sager, at netop familierne i årevis er kendt i "systemet", men alligevel sker der ingen indgriben eller egentlig familiebehandling. I nyhedsmagasinet på DR 16. november bekræfter og opfordrer integrationsrådgiver Manu Sareen til at gribe ind hos familierne, før det er for sent. For som han også udtrykker det, de unge, der ender i den tragiske kriminalitet, er kendte af kommunerne længe før det ender i vold eller røverier. Man griber bare ikke ind, selvom man kan se, at forældrene ikke besidder de kompetencer, der skal til for at opdrage børnene i det danske samfund. Indvandrerrådgivningen har i årevis opfordret kommunerne til at gribe ind, så samfundet kunne spares for en masse besvær og sørge for at fremtidens Hizir og Ferhat Kilic kan blive solstrålehistorier om to børn, der havde svært ved at indordne sig, men endte med en velfungerende familie og et godt arbejde - takket være en rettidig indsats fra det offentlige. I en tid, hvor debatten bliver mere og mere skinger i angrebene mod muslimer, senest grundet mordet på Theo Van Gogh som ellers intet har med en dansk problemstilling at gøre, er der brug for at politikerne tager ansvar, stopper op og ser på, hvad der kan hjælpe svagt stillede familier og dermed også resten af Danmark. Skal det være trusler som politianklager Michael Jørgensens forslag (med økonomiske straffe til forældre, hvis børn går med kniv) eller skal det være den støttende hånd, som vi danskere elsker at tro, vi er så dygtige til at komme med? Skal vi straffe forældre for, at de ikke ejer de kompetencer eller har fået tillært, der skal til som forældre, eller skal vi hjælpe til, så de tilegner sig de nødvendige kompetencer? Det er det spørgsmål, vi skal besvare. Hvilken retning ønsker vi at gå i, skal vi forsætte med at lovgive og straffe i stedet for forebyggelse og oplysning ? Og hvordan ønsker vi at se os selv nu og i eftertiden ? Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvad hjælper? For os i Indvandrerrådgivningen og integrationsmedarbejder Manu Sareen er der ingen tvivl. Den hjælpende hånd og ansvarlige indsats er svaret. Og det er ikke at straffe forældre, selvom det kan meget vel være at for eksempel straf til forældre, der ikke evner at styre deres børn, kan have en vis virkning. Men det vil samtidig også få familierne til at føle sig yderligere fremmedgjort af staten. Mange af disse familier har i forvejen et anstrengt forhold til en stat og et samfund, som de af naturlige årsager ikke forstår til bunds. En bøde for en handling, de ikke selv har foretaget, vil kun bidrage til den forvirring og fremmedgørelse, marginalisering, som de i forvejen føler sammen med mange andre indvandrere i Danmark. Og er det rimeligt at lade forældre betale for deres børns synder? Derudover vil det heller ikke hjælpe på de svage familier, at deres økonomi bliver yderligere svækket. Kort sagt vil strafmetoden gøre alt andet end bringe de udsatte familier og børn tættere på at fungere i det demokratiske samfund. Er grunden til at vi ikke hjælper og støtter, at vi er bange for hvilke konsekvenser, det kan have? At vi er bange for at måtte se i øjnene, at det også er vores skyld, at der er brug for hjælp i dag? At der lige pludselig vil blive peget på bjælken i vores eget øje og pointeret, at det også er vores skyld, at nogle unge indvandrere har svært ved at begå sig i det danske samfund? Istedet for hele tiden at symptombehandle, som Pia Kjærsgaard for eksempel gerne vil, så er det måske på tide at kigge på, hvorfor sygdommene kommer i første omgang. Vi har tabt det første slag, men nu er det på tide at tage handsken op og sørge for, at vi ikke også taber krigen. Det gør vi ikke ved at smide problemerne ud af landet. Det gør vi ved at forholde os til dem og gribe ind, når vi ser problemerne opstå. Ønsker vi et samfund, hvor kommunerne giver op og tænker, at nu kan det kun være et spørgsmål om tid, før de gør sig fortjent til at blive smidt hjem, eller vil vi gennem rettidig hjælp, forebyggelse og støtte sikre, at fremtidens Ferhat og Hizir får en fremtid og liv i Danmark.