Fødevarer

Vi spiser stadig mere fabriksmad døgnet rundt

Lønningerne er den største udfordring ved at lave mad. Derfor køber kantiner og storkøkkener sig i stigende grad fri for de mest arbejdskrævende processer.

Lønningerne er den største udgift ved at lave mad, derfor køber kantiner og storkøkkener sig i stigende grad fri for de mest arbejdskrævende processer - som f.eks. at lave små frikadeller. Foto: Martin Hjorth

Lønningerne er den største udgift ved at lave mad, derfor køber kantiner og storkøkkener sig i stigende grad fri for de mest arbejdskrævende processer - som f.eks. at lave små frikadeller. Foto: Martin Hjorth

Vi spiser stadig mere fabriksproduceret mad både ude og hjemme. Præcis som mange vælger den nemme løsning med hel eller delvis færdiglavet mad, når aftensmaden skal på bordet, køber også kantiner og storkøkkener sig i stigende grad fri for arbejdskrævende processer i madlavningen. Udviklingen mærkes hos Tulip Food Companys fabrik på Østerbro i Aalborg. Den producerer knap 192 millioner frikadeller om året, samt hamburgere, pizzafyld og andre såkaldte halvfabrikata til kantiner og cafeterier i både ind- og udland. Efterspørgslen er så stor, at fabrikken igen i år har måttet sætte produktionen i vejret med omkring 100 ton. På 14 år er det blevet til knap en fordobling, så fabrikken nu er oppe på at producere tæt ved 22.000 ton halvfabrikata årligt. Presset på lønkontoen - Vi ved, at det kan være svært at få arbejdskraft i køkkenerne, der er presset på lønkroner, siger innovationsdirektør i Tulip, Eva Nautrup. Det bekræfter næstformand i Kantineledernes Landsklub, Jan Andersen. - Normeringerne er mere og mere skrabede, og der er ikke så mange hænder, som der har været. Samtidig er lønomkostningerne den største udgift ved at lave mad. Jan Andersen er leder af kantinen hos NORDJYSKE Medier i Aalborg, hvor medarbejderne dagligt præsenteres for halvfabrikata ved buffeten. - For eksempel sparer vi arbejdskraft ved at købe frisk grønt, der er snittet om natten, til salatbaren. Hellere det, og så have tid til at kæle for sovsen, vurderer kantinelederen. Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er der cirka 5.000 kantiner på de danske arbejdspladser. Herfra serveres dagligt omkring 400.000 måltider.