Skolevæsen

- Vi står og hopper for at komme i gang

Klitmøller Friskole og fribørnehave er klar til åbningen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Per Skaarup (tv) og Simon Rauh måtte lige fikse en knagerække til børnenes tøj. Alle detaljer skal nemlig være i orden til åbningsdagen.

Det bliver en stort set nymalet skolebygning, der 15. august tager imod de 44 elever i den nye Klitmøller Friskole. Forældre og andre i byen har brugt en del af sommeren på at få bygningerne klar til åbningen. Der har været holdt seks arbejdsdage hen over sommeren, hvor der er blevet knoklet i og omkring skolebygningen. Ud over at male næsten alle vægge er en mur ind til skolefritidsordningen blevet væltet for at give mulighed for mere sammenhæng med resten af skolen. - En af vores kongstanker er, at skole, børnehave og fritidsordning skal hænge sammen som én institution. Personalet lapper over, så børnene lærer alle at kende, og derfor vil vi også bløde op i de fysiske rammer, fortæller Thomas Baun, formand for den nye friskoles bestyrelse. Personalet er for længst ansat. - Det er rigtig gode folk, og alle sprudler med ideer. Så lige nu står vi og hopper for at komme i gang. Det bliver en stor forløsning. Børnene glæder sig også helt vildt, siger bestyrelsesformanden. De mindste starter først De mindste får lov at starte først. Den nye fribørnehave åbner nemlig i dag, mandag 1. august. - Børnehaven blev afleveret fra kommunen fuldstændig rengjort og i fin stand, så der har ikke været meget at lave for os indvendigt, siger Thomas Baun. Alligevel har der været frivillige på arbejde her i weekenden for at blive helt klar med børnehaven til i dag. Det var især de udendørs arealer omkring børnehaven, der fik en overhaling. Har fået computere og bøger Den selvejende institution Klitmøller Friskole, der skal drive friskolen og fribørnehaven, har ikke alene købt bygningerne af Thisted Kommune, men også inventaret. Det omfatter dog ikke computere og skolebøger, men her har friskolen været heldig at modtage mange foræringer. - Vi har blandt andet fået nogle computere fra Thyland Idrætsefterskole og Sparekassen Thy, fortæller Thomas Baun. Skolebøger har man også fået foræret nogle af, men det første år kommer eleverne til at klare sig med mange fotokopier. - Vi har ikke råd til at købe alt på én gang, og lige nu har vi, hvad vi skal bruge det første år, siger bestyrelsesformanden. Tysk fra 5. klasse Det er besluttet, at eleverne på Klitmøller Friskole skal begynde at lære engelsk allerede i 2. klasse, og tysk fra 5. klasse. - Det er oplagt i Klitmøller at lære tysk, for børnene hører tysk i tre måneder hver sommer, siger Thomas Baun. Skemalægningen skal i øvrigt tage højde for, at alle eleverne skal have en udedag hver onsdag. Her bliver undervisningen flyttet ud af huset. Søndag 14. august holder friskolen og fribørnehaven fælles åbningsfest.