Teater

- Vi stjæler en brandbil!

Morskabs-Theatret inviterer folk til Kardemomme By i efterårsferien

AALBORG:For to år siden spillede de forestillingen for fulde huse. Siden har folk spurgt: "Kan I ikke spille den igen? Jo, det kunne Morskabs-Theatret da godt. Derfor kan børn og voksne i efterårsferien tage hinanden i hånden og sammen gå ind og se den elskede familieforestilling "Folk og røvere i Kardemomme By". Presset ved at skulle leve op til fordums succes tager folkene i Morskabs-Thatret ganske afslappet. Det kan de også roligt gøre: der er nemlig allerede arrangeret ekstraforestillinger. - Vi er nærmest blevet løbet over ende, siger Morskabs-Theatrets Jens Yde Blom om billetsalget. Han oplyser, at billetsalget til de planlagte forestillinger nærmest er udsolgt. - Derfor har vi lavet en ekstraforestilling lørdag 19. oktober om aftenen og der kommer også én eller to ekstraforestillinger i løbet af ugen, fortæller Jens Yde Blom. Det var tilbage i 1955, at Thorbjørn Egner skrev den populære forestilling om den godmodige politimester Bastian, den vrede frøken tante Sofie og de tre slemme røvere, der viser sig ikke at være så slemme endda. Men selv om historien er tidløs, kan musikken jo godt friskes lidt op. - Musikken er nyarrangeret, fortæller Jens Yde Blom, der lover, at publikum både får rock og rap til øregangen. Forestillingen spiller fra 13. til 20. oktober i Lille Teater i Aalborg Kongres & Kultur Center.