EMNER

- Vi taber alle sammen på kaffeklubben

Lokaldemokratiet er truet, mener SFs tidligere lokalformand, Bent Jørgensen

HJØRRING:Han havde håbet at blive valgt til SFs lokalafdelings bestyrelse onsdag aften. Det lykkedes ikke. Sidste år foreslog han upopulære vedtægtsændringer, der alle blev forkastet, på generalforsamlingen. I starten af i år skrev han et skarpt og anklagende læserbrev om partiets stemmesluger og folketingskandidat, Karl Bornhøft, og ikke mindst hans mange lokale støtter. Han hedder Bent Jørgensen og var SFs lokalformand i Hjørring for år tilbage. Hans kritik af de lokale SF foregangsmænd og demokratiets vilkår i partiet har gjort ham upopulær blandt hans egne. - Jeg er stærkt stigmatiseret og marginaliseret i SF, fortæller Bent Jørgensen, der selv mener, at han hele vejen igennem har holdt sig til sager og udfordringer for politikerne. - Sagen er, at magten i disse år koncentreres på meget få hænder, og det er aldrig sundt for et demokrati, siger Bent Jørgensen. Han oplever, at SFs månedlige medlemsmøder – der er den højeste myndighed mellem de årlige generalforsamlinger – efterhånden mest har karakter af orienteringsmøder. Forkastelig metode Bent Jørgensens oplevelse er, at de fire byrådsmedlemmer, Karl Bornhøft, Jørgen Bing, Bent Mikkelsen og Jørn E. Christiansen fører taktstokken, mens de øvrige medlemmer lytter og nikker bifaldende. Men det er ikke kun hos SF, den er gal med demokratiets vilkår, mener Bent Jørgensen. Midt i maj måned indrykkede han avisannoncer, hvori har som borger i Hjørring krævede en demokratisk teklub frem for den kaffeklub, Knud Størup (UP), Finn Olesen (S), Karl Bornhøft (SF) og Per Harfeldt (V), for nuværende. - Jeg er dybt frustreret over den måde den politiske udvikling i Hjørring i øjeblikket går i stå og centreres omkring meget få personer, siger Bent Jørgensen. Han argumenterer for, at den såkaldte kaffeklub er til skade for alle. - Jeg gider da ikke at knokle en vis bagdel ud af bukserne politisk, når jeg ved at de store linjer tegnes bag lukkede døre. Og det svider til kaffeklubbens egne medlemmer, den dag, de selv får brug for demokratiske spilleregler, som de lige nu gør meget for at bryde ned, siger den tidligere lokalformand i SF. Opfordring til borgere For nuværende har Bent Jørgensen langt fra magt, som han har agt. Men han har en opfordring til borgerne i Hjørring. - Jeg ville ønske, at folk ville kopiere mit opråb om kaffeklubben og sende eller maile det til lokalpolitikerne. Mit håb er, at der i stedet for den nuværende forkastelige kaffeklub, kan dannes en demokratisk teklub. Lad os holde audiens en gang om måneden på café, hvor både politikere og borgere er velkomne. Kaffeklubben skader os alle sammen, siger Bent Jørgensen. Bent Jørgensen var lokalformand i SF fra 2002 til 2006. Den nuværende formand Karl Emil Biegel blev genvalgt uden modkandidater på onsdagens generalforsamling.