- Vi tabte til Nibes målvogter

Aabybro HK's kvinder i 3. division kunne definitivt have sikret sig endnu en sæson i 3. division ved at besejre Nibe i Aabybro Hallen torsdag aften.

Men det blev til et nederlag på 17-16. - Vi tabte til Nibes målvogter. Hun stod en fantastisk kamp, siger træner Claus Simonsen. - Forsvaret spillede en perfekt kamp, men i den anden ende var det håbløst. Selv om Nibe har den bedste målvogter i 3. division, bør vi score flere end 16 mål, siger træneren. Aabybro førte det meste af kampen, ved pausen var det med 8-6. Men desværre for hjemmeholdet var det Nibe, som løb med sejren i slutfasen. Annette Sloth Andersen, Kirstine Staal og Mette Rosenkilde scorede alle fire mål. Nederlaget betyder, at Aabybro fortsat mangler to point for at være i sikkerhed. På søndag skal holdet møde Nørager, som allerede er sendt ned i jyllandsserien. I den sidste kamp skal Aabybro på hjemmebane møde Star fra Aalborg, som ligger lige under Aabybro.