- Vi tager markedsandele fra Billund
Direktør godt tilfreds med, at 80 procent af nordjyderne vælger at flyve udenlands fra Aalborg Lufthavn
Opdateret kl. 14:45
AALBORG/BILLUND: Af de nordjyder, der sidste år rejste med fly til udlandet, valgte 20 procent at gøre det fra Billund Lufthavn. Det viser en undersøgelse, som Billund Lufthavn har fået lavet af Megafon.
I Aalborg Lufthavn finder direktør Søren Svendsen det meget tilfredsstillende, at 80 procent af nordjyderne så åbenbart vælger at benytte Aalborg Lufthavn til udlandsrejserne.
- Men det allermest interessante ved Billunds undersøgelse er, om de 20 procent er et stigende eller et faldende tal. Jeg tror, det er faldende, for nok er Billund en betydeligt større charterlufthavn end Aalborg, men faktum er, at vi tager markedsandele fra de andre lufthavne i Jylland, påpeger Søren Svendsen.
Han nævner således, at en undersøgelse foretaget af Jysk Analyse viser, at af de næsten 200.000 passagerer, der sidste år rejste på charterferie fra Aalborg Lufthavn, kom de 61.000 fra Region Midtjylland.
- Når det gælder charter, er vi selvfølgelig de ”nye” på markedet. Billund har flere destinationer end os, så når nordjyder vil et bestemt sted hen, og vi ikke har dén destination på programmet, så kører de selvfølgelig til Billund.
- Men vi får flere og flere destinationer at byde på, og det er derfor, at vi har en voksende markedsandel og deres falder, siger Søren Svendsen.
Jesper Klausholm, marketingschef i Billund Lufthavn, oplyser, at Megafons undersøgelse bygger på svar fra 1500 personer i regionerne Syd-, Midt- og Nordjylland.
De blev spurgt om deres udlandsrejser i 2013 og hvor de fløj fra. Af nordjyderne valgte en femtedel altså Billund.
- Baggrunden for undersøgelsen er, at vi gerne vil vide, hvor vores kunder kommer fra. Vi har ikke lavet en undersøgelse på helt samme måde tidligere, men andre lignende undersøgelser tyder på, at antallet af nordjyder, der benytter Billund, er ret konstant, oplyser Jesper Klausholm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.