Detailhandel

- Vi tager minderne med os

Klokkerholm er blevet et stykke historie fattigere, efter den gamle købmand er lukket

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Vi har haft mange pragtfulde år som købmænd, og dem skal vi være glade for, siger Rønnow Stubberup. foto eva seider

KLOKKERHOLM:- Nej, jeg har da ikke været købmand så længe. Kun 59 år! Det er med et glimt i øjet, at 83-årige Rønnow Stubberup gør status over et langt - meget langt - arbejdsliv. Men der er nu alligevel lidt seriøsitet i hans udsagn. For Rønnow Stubberup har bestemt ikke følt de næsten 60 år som købmand i Klokkerholm som lange. Sammen med hans kone, 81-årige Jytte Stubberup, har købmandslivet været hele deres liv. Og et godt et af slagsen. Men 1. juni sluttede det, der med rette kan kaldes en milepæl i Klokkerholms historie. Her drejede Rønnow Stubberup nemlig nøglen til Købmandsgården for definitivt sidste gang. Men når man har haft så mange gode år, så er der ingen grund til at være ked af, at livet som købmand slutter. Især ikke når man stadig er frisk, mener Rønnow Stubberup. - Nej, det rørte mig ikke. Det var skønt! Vi har haft mange pragtfulde år som købmænd i Klokkerholm, og det skal vi være glade for. Og så er det jo dejligt, når man selv får lov at bestemme, hvornår man stopper i stedet for at det er helbredet, siger han, selvom reaktionen hos Jytte Stubberup dog var noget anderledes. - Da vi lukkede tænkte jeg: Det går aldrig med Rønnow. Men hvem var det der græd? Det var mig, siger hun. Kaffe og en snak, tak Klokkerholm uden Rønnow og Jytte Stubberup. Det lyder nok underligt for mange borgere i byen. Købmandsparret er for længst blevet indbegrebet af Klokkerholm, og Købmandsgården var også meget mere end blot et sted, hvor man handlede. Selv i 1991 hvor Rønnow og Jytte Stubberup første gang overvejede at lukke, blev de opfordret til at fortsætte. Derfor har Købmandsgården de sidste 15 år kun haft åbent om fredagen. Her kunne kunderne komme og handle lidt øl, vin eller kaffe - men vigtigst af alt: få en snak. - De sidste mange år har jo været hyggelige. Det har været år, hvor vores gamle kunder kom og fik en snak, siger Rønnow Stubberup. Og for den yngre del af Klokkerholms befolkning, så er købmandsparret også noget ganske særligt. - Dem, som Rønnow gav flødekarameller, da de var børn, de kommer nu med deres børn og besøger os. Vi har også været til bryllup i København hos en pige, vi har kendt, siden hun var tre år. Nu er hun 42 år, siger Jytte Stubberup og griner. Har støttet hinanden Første gang Rønnow og Jytte Stubberup sagde: ”Hvad skulle det være”, var i 1947. Her åbnede de købmandsforretning i det daværende hotel. Otte år senere købte de så købmandsgården. Det var dengang, der var fire købmænd, to slagtere, to bagere og mange andre butikker i Klokkerholm. Dengang der var rationering på varerne og personlig betjening. Men tiderne har i den grad ændret sig. I dag skal man selv finde varerne, de små købmænd er ved at dø ud, og den personlige service er næste ikke-eksisterende. Det gode, gamle købmandsskab er væk, mener Rønnow Stubberup. - Det har været sjovt at opleve udviklingen. Og alle årene har været gode. Vi har ikke en yndlingsperiode, fortæller Rønnow Stubberup. Men hvordan har købmandsparret formået at overleve seks årtiers udvikling? - Vi har haft hinanden. Ellers var det nok ikke gået. Men vi har også haft et godt forhold til byen og kunderne, og så har vi forsøgt at følge med tiden, siger Jytte Stubberup. Masser at give sig til Men hvordan får man tiden til at gå, efter 59 år som selvstændig købmand? 59 år hvor forretningen har taget det meste af tiden, og hvor ferier og en 37 timers arbejdsuge er ukendte begreber? - Vi har nu ingen problemer med at få tiden til at gå. Vi gør det, vi har lyst til, og vi har en pragtfuld vennekreds, så vi har en masse at give os til, siger Rønnow Stubberup der lige minder om, at parret altså stadig er en del af Klokkerholm. - Folk kan jo stadig besøge os - de kan bare ikke handle hos os, siger han. Købmandsgården er solgt, og skal efter planen rages ned. Og det er helt fint. - Det er jo bare mursten. Vi tager minderne med os, siger Jytte Stubberup.