Vi tager tæsk for at lytte

BETALINGSRING:Tæsk os bare - men vi gennemfører altså ikke en trængselsring med hovedet under armen af frygt for at blive kritiseret i offentligheden. Vi fremlægger, hvad vi står for og hvad vi gerne vil. Så lytter vi til folks synspunkter og indvendinger. Vi samarbejder og vi lytter. Hvis der i den proces kommer afgørende og tungtvejende argumenter imod den løsning, og hvis løsningen end ikke finder opbakning blandt dem, som vi forsøger at løse et problem for, jamen, så gennemfører vi det da ikke. Det er et udtryk for god, gammeldags pragmatisme. De mennesker, som burde juble over trængselsringen, jublede overhovedet ikke. De borgere og borgmestre, der i sin tid bakkede op om idéen om en trængselsring - og som bad os om at indføre den, mente ved nærmere eftertanke alligevel ikke, at det var den bedste løsning. Fair nok. Så er der da ingen grund i verden til at trække den ned over hovedet på dem. Det skulle da lige være for ikke at tabe ansigt, og det holder altså ikke. Så må vi se efter en ny løsning. Der er for megen trængsel i hovedstaden, bilerne forurener for meget, billetpriserne er blevet for høje og der er for mange passagerer i den kollektive transport i forhold til, hvad der er plads til. Nu skruer vi så ned for billetprisen og sætter et stort beløb af til investeringer i bedre kollektiv transport. Samtidig får vi en kommission til at finde en løsning på trængslen i hovedstaden. Vi ser frem til at de giver nogle bud på en løsning, der er bedre end idéen om trængselsringen. Det har været en svær tid for regeringen. Men vi har fundet en vej som alle tre regeringspartier kan se sig selv i. Vi giver den kollektive trafik over hele landet en saltvandsindsprøjtning. Det er vi stolte af.